DR2 SØGER SNAREST MEDVIRKENDE TIL NYT PROGRAM

Savner du kvalificerede bud på, hvordan du tackler et svært dilemma?

Nyt DR2-program søger deltagere, som tumler med nogle af hverdagens store dilemmaer og som ønsker inspiration og hjælp til at træffe et valg. Dilemmaerne kan spænde vidt og for eksempel omhandle vanskelighederne ved at leve med fordomme som homoseksuel og manglende accept som homoseksuel.

Vi har brug for dit dilemma i anonymiseret form (alle medvirker anonymt), så du skal ikke selv medvirke i udsendelsen, men skal have lyst til at beskrive dit dilemma i detaljer med alle de lag, det rummer.

Et panel af engagerede debattører med hver deres overbevisning og hver deres religiøse ståsted forholder sig aktivt til netop dit dilemma og giver dig hver deres bud på, hvordan du træffer det rette valg ud fra den religion, som de hver især bekender sig til. Panelet vil være bredt sammensat, så det f.eks. kan være både en kristen, en buddhist og en ateist, der forholder sig til dilemmaet.

Du får dermed en række forskellige indgangsvinkler til din problematik og kan vælge mellem de bud, der giver bedst mening for dig. Panelets deltagere tager afsæt i hver deres trosretning, når de forholder sig til dilemmaet og tilbyder dig et bredspektret og nuanceret syn på din problemstilling.

Vil du fortælle om dit dilemma, eller i første omgang bare vide mere, så kontakt Bettina Ohlsen på 87 39 72 15 / 28 54 72 15 eller boe(at)dr.dk., eller Vivi Jelstrup på 30131557 eller  vivi(at)lgbt.dk. senest 22/8-2011.

Panbladet på Roskilde: Kend din krop

Af Christian Bigom og Kristoffer Petterson

Rundt omkring er opstillet containere, hvor man kan kan tage kolde og varme brusebade. Konceptet er slået op som “fællesbad” for mænd og kvinder, hvilket umiddelbart lyder frisindet og i god gammeldags festivalshippieånd, men der er i virkeligheden tale om kønsopdelte bade klos op af hinanden. Første dag vi skulle benytte badet, blev vi nægtet adgang tre gange i løbet af dagen, fordi kvindekøen var meget længere end mandekøen, så badevagterne besluttede at gøre hele badet til kvindebad. Vi var adskillige mænd, som så ikke anede, hvad vi skulle stille op – ekskluderet i kraft af vores køn! Det føltes bizart, at der nu kom et skilt op, hvor der stod “lukket for mænd”, men vi fik opgejlet en gruppe mænd til at bakke op om utilfredsheden, hvilket resulterede i, at vi kunne komme tilbage senere til en aftalt tid (fjerde gang var lykkens gang) og skrubbe de første tre dages festival af os. Vi kontaktede festivalen og gjorde opmærksom på det uholdbare i, at mænd tilsyneladende ikke længere kunne tage brusebad, hvilket blev beklaget og ændret. God stil. Siden har der ikke været problemer med at benytte badet. Medmindre man synes, at en stor bæ i badet er et problem. I morges da vi ankom tidligt for at være sikre på at kunne komme til, var der så midlertidigt lukket, da en mand var kommet til at tømme bagenden i fællesbruseren. Det er muligvis ganske almindeligt forekommende på festival, what do we know? Badevagten klarede ærterne i løbet af kort tid, og så fik vi vores morgenbrus.

Der er i det hele taget kropsfunktioner på klods hold herude. Fyre tisser i alle hjørner (når det går bedst), pigerne holder sig heller ikke tilbage for skovskidderstillinger i det fri, og vores kære naboer har udstyret sig med en plastikpose særligt beregnet til opkast (når de altså når at bruge den), som snart må være fyldt til randen. De kan høres hver aften-nat huje, spille “sko”, åbne dåser, kaste dåser, kaste op og åbne flere dåser. Silent & Clean area viser sig at være knap så silent eller clean længere. Stemningen er taget til op til torsdag, hvor de større scener åbnede, men alligevel er det nok den mere afdæmpede del af campingpladsområdet. Roskilde Festival er vist ikke for sarte sjæle. Heldigvis er der næppe den stressfaktor, som ikke kan skylles væk med kold hvidvin.

 

Kristoffer og Christian

 

Christian er studerende, engageret i Panidræt og aktuelt i gang med at planlægge Regnbuenatten, som er et fælles LGBT-indslag under Kulturnatten i Huset i Magstræde. Kristoffer har baggrund som frivillig rådgiver på Ungdomstelefonen og som politisk aktiv i LGBT Danmark.

 

Christian og Kristoffer, blogger på Panbladet.dk om Roskilde Festival. Vil du også blogge på Panbladet.dk så send en mail til mark@panbladet.dk.

 

Panbladet på Roskilde: Kirsten & Marie

Kirsten & Marie (kilde: myspace.com/kirstenmariemusik)

Af Christian Bigom og Kristoffer Petterson

Mandag eftermiddag kl. 14.30 gik Kirsten & Marie på den lille scene kaldet Pavillonen, som er den scene hvorpå alle koncerter afspilles i dagene op til torsdag, hvor selve Festivalpladsen åbner og de store koncerter bliver afholdt.

Kirsten & Marie er et par unge tvillinger, der sammen har fundet en helt speciel lyd, som de udtrykker gennem klassisk guitar og sang. De har baggrund som kirkesangere, hvilket man delvist kan fornemme, når manlytter til deres musik.

Yndigt to-stemmigt afsynges enkle og fine melodier i akustiske lydbilleder, hvor den klassiske guitar fører an.

Vokalharmonierne afleveres sikkert og roligt behageligt vekslende mellem bløde stille toner og flotte kraftigere markeringer. Lyden var dog ikke helt god, hvilket tidvist gjorde lyden skinger og gav mikrofonhyl. Det forstyrrede optrædenen, men publikum virkede ikke desto mindre begejstret.

Kort efter koncerten med Kirsten & Marie ringede deres presseansvarlige og gav grønt lys for et interview med pigerne, hvilket vi havde skrevet og spurgt om tidligere på dagen. De ville gerne have diverse medieforpligtelser overstået, hvilket er forståeligt, da de gerne selv ville ud og nyde festivalen og det gode vejr. Det skulle derfor være med det samme. Det kom som en lille overraskelse for os, så spørgsmålene blev hurtigt improviseret. Dertil skal nævnes, at vi desvaerre løb ind i tekniske problemer med vores diktafon, hvorfor interviewet er rekonstrueret fra hukommelsen. Vi fik påklistret et back-stage klistermærke og lukket ind til kunstnerne bag Pavillonen.

Pigerne er netop blevet færdige med 2.G i gymnasiet og har glædet sig til at komme fra Viborg til Roskilde for at optræde og nyde festivalens mange tilbud.

Kirsten & Marie fortalte ivrigt om deres tidligere besøg på Roskilde Festival sidste år, hvor de optrådte ude på campingpladsen og til i år, hvor de står på scenen i Pavillonen. Det har været et spændende år for pigerne med EP-udgivelse og mange koncerter rundt om i landet.

Dog skal gymnasiet også passes, hvilket er årsagen til, at de kun har sagt ja til at optræde på to festivaler denne sommer, nemlig Roskilde Festival og Trailerpark. Resten af sommeren skal bruges til indspilning af et helt album, som skal udgives til efteråret. Så de 7-8 ugers sommerferie mellem 2.- og 3.G bruges flittigt på musikken.

Til at bidrage til indspilningen af albummet står det samme band, som her på Roskilde Festival optræder sammen med dem.

Kirsten & Marie har svært ved at sætte navne på konkrete inspirationskilder, men fortæller, at de bliver inspireret til at lave musik hver gang de hører et godt nummer.

Efter godt og vel 10 minutter rundede vi interviewet af og ønskede hinanden en fortsat god Festival.

Kristoffer og Christian

 

Christian er studerende, engageret i Panidræt og aktuelt i gang med at planlægge Regnbuenatten, som er et fælles LGBT-indslag under Kulturnatten i Huset i Magstræde. Kristoffer har baggrund som frivillig rådgiver på Ungdomstelefonen og som politisk aktiv i LGBT Danmark.

 

Christian og Kristoffer, blogger i denne uge på Panbladet.dk fra Roskilde Festival. Vil du også blogge på Panbladet.dk så send en mail til mark@panbladet.dk.

 

Tidligere indlæg:

Panbladet tager på Roskilde Festival!

Naboskab

Panbladet på Roskilde: Naboskab

Af Christian Bigom og Kristoffer Petterson

Vores naboer på Silent and Clean er meget venlige og snakkesalige. En ung mand i meget små shorts med Adonis-lignende skikkelse stavrede kækt hen og præsenterede sig. Vi sad i strandstolene og fik os en kold hvidvin over lidt rekreativ læsning, men slog da gerne en sludder af med den glade gut. Godt naboskab er ikke forbudt. Navnet har fortabet sig i den ophobede mængde indtryk, men vi kan huske, at det er hans 9. gang på Roskilde, og han ser frem til at kunne erklære sit 10 års jubilæum næste år. Sådan noget scorer sikkert point hos damerne.

Han fortalte begejstret om et spil, som de var glade for i deres camp, og det hedder “sko”. Det er muligvis det samme som ølbowling, det går i al fald ud på at mindst to deltagere sidder overfor hinanden i en vis afstand med en åbnet øldåse mellem sig på midten af banen. De skal så kaste sko efter den, og den, som får den væltet, skal skynde sig at drikke så meget som muligt af sin egen øl, inden den anden… For at gøre en lang historie kort, så går det ud på drikke sig fuld så hurtigt som muligt. Den, der taber, kan så sidde og skumle i skamfuld ædruelighed. Spillet er nu blevet demonstreret mange gange foran vores telt, og at se det lykkelige kasteri frem og tilbage i håbet om en snarlig storbrandert har da sin egen charme.

De andre naboer er også meget imødekommende. En pige fra teltet overfor vores kom over og hjalp os med at tømme vores chipspose, hvorefter hendes kæreste gav koncert på sin lille guitar, hvis lyd minder mere om en ulykkelig ukulele (desværre et lovligt musikinstrument). Hvis man ikke kan finde noget at høre på den ene åbnede scene, indtil alle scener åbner torsdag, så gives der koncert nærmest hele dagen på campingpladsen af gamle slagere. Vi har dog planlagt at høre Kirsten og Marie, et ungt tvillingepar fra Viborg, som skulle være up and coming, som man siger. Vi skriver om denne oplevelse i næste skriv.

Kristoffer og Christian

 

Christian er studerende, engageret i Panidræt og aktuelt i gang med at planlægge Regnbuenatten, som er et fælles LGBT-indslag under Kulturnatten i Huset i Magstræde. Kristoffer har baggrund som frivillig rådgiver på Ungdomstelefonen og som politisk aktiv i LGBT Danmark.

 

Christian og Kristoffer, blogger i denne uge på Panbladet.dk fra Roskilde Festival. Vil du også blogge på Panbladet.dk så send en mail til mark@panbladet.dk.

 

 

 

Tidligere indlæg:

Panbladet tager på Roskilde Festival!

Panbladet tager på Roskilde Festival!

Panbladet er på Roskilde Festival ved Christian og Kristoffer, som dækker nogle af ugens mange begivenheder.

Af Christian Bigom og Kristoffer Petterson

Da vi ankom søndag aften resulterede bilkaos i, at vi måtte læsse af helt fra Køgevej med udsigt til at slæbe oppakningen fra den ene ende af pladsen til den anden, hvilket vi ikke havde forudset. Hertil bør måske bemærkes, at baggagen indeholder ikke strengt nødvendigt udstyr for 2 personer at overleve en uge i telt: 4-personers telt, King-size luftmadras, køletaske til hvidvin, adskillige liter hvidvin, hvidvinsglas, strandstole, parasol og rige mængder sprit til fremme af den truede håndhygiejne! Dertil kommer en ikke helt beskeden garderobe, der kan matche enhver festlig lejlighed og changerende vejrforhold.

Oppakningen viste sig for omfattende til vores sarte skuldre, men der gik heldigvis ikke længe, før arbejdskraftens fri bevægelighed kom os til undsætning ved en mand, vi næsten ikke kunne kommunikere med, men hvis trækvogn talte sit tydelige sprog: “Hyr mig!” Derfra gled vi ubesværet ind i rollen som arbejdsgiver og funderede lidt over den aktuelle diskussion om Schengen og nationale grænser. Dygtig og reel var manden, som fik baggagen godt transporteret til Area J – Silent & Clean. Han blev aflønnet med 140 kr. for sin veludførte tjans og gik videre ud i den store festivalverden for at søge mere arbejde.

Silence is sexy! -stod der ved indgangen til et mere behersket camp-område, som derved straks faldt i vores smag. Modsat de områder, vi skulle krydse for at komme derhen – præget af flyvende (og fulde!) øldåser, musikanlæg større end granvoksne mænd overdøvet af primalskrig og “fællessang”. Vi slog telt op og navngav vores lejr Camp Newbie, da det er første gang, vi deltager. Vi rundede aftnen af med at smage på den afkølede hvidvin og skåle for starten på en uge med mange spændende oplevelser, som vil munde ud i løbende småskriblerier. Skål!

 

Christian og Kristoffer, blogger i denne uge på Panbladet.dk fra Roskilde Festival. Vil du også blogge på Panbladet.dk så send en mail til mark@panbladet.dk.

 

Næste indlæg:

Naboskab

Historisk FN resolution

For første gang i FNs historie er der vedtaget en resolution om seksuel orientering og kønsidentitet

FNs Menneskerettighedsråd har vedtaget en resolution om den vold og diskrimination som mennesker verden over er udsat for på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Resolutionen pålægger Højkommissæren for Menneskerettigheder inden udgangen af 2011 at gennemføre en undersøgelse som skal dokumentere diskriminerende love og regler og den vold, der udøves mod mennesker på grund af deres seksuelle orientering eller deres kønsidentitet i alle dele af verden og hvordan internationale menneskerettighedsregler kan medvirke til at standse dette.

Endvidere har rådet besluttet at gennemføre en paneldebat baseret på undersøgelsen, hvor man bl.a. vil diskutere opfølgning på undersøgelsen.

Resolutionen blev fremlagt af Sydafrika og Brasilien og støttet af 39 andre lande, herunder Danmark.

23 lande stemte for resolutionen, 19 imod, 3 afholdt sig fra at stemme og 2 var fraværende (herunder Libyen, som er suspenderet pt!)

Danmark er ikke medlem af Menneskerettighedsrådet.

Følgende lande stemte for: Argentina, Belgien, Brasilien, Chile, Cuba, Ecuador, Frankrig, Guatemala, Ungarn, Japan, Mauritius, Mexico, Norge, Polen, Korea, Slovakiet, Spanien, Sweitz, Ukraine, Thailand, UK, USA, Uruguay.

Følgende lande stemte imod: Angola, Bahrain, Bangladesh, Cameroon, Djibouti, Gabon, Ghana, Jordan, Malaysia, Maldives, Mauritania, Nigeria, Pakistan, Qatar, Moldova, Rusland, Saudi Arabien, Senegal, Uganda.

Følgende lande afholdt sig fra at stemme: Burkina Faso, Kina, Zambia.

LGBT på arbejdspladsen

Q-Factor, en dansk non-profit organisation dedikeret til at sikre LGBT og kønsligestilling i erhvervslivet, har  i dag færdiggjort
resultaterne af den danske LGBT arbejdsplads-undersøgelse, en uafhængig undersøgelse af klimaet i den danske arbejdsstyrke, som vedrører LGBT-miljøet.

1.280 personer har deltaget i online-undersøgelsen, der fandt sted fra 01.10.2010 –20.04.2011. Deltagerne blev bedt om at rapportere om faktorer, såsom deres glæde og åbenhed i forbindelse med at være LGBT-medarbejdere i Danmark,
og hvordan deres produktivitet påvirkes af deres arbejdsgiveres oplevede holdninger til LGBT-arbejdsstyrken. Alle
svar blev indsamlet anonymt. Undersøgelsen viste at 30% af LGBT-personerne enten ikke er sprunget ud eller kun er sprunget ud for de
nærmeste kolleger. Kun hver anden er fuldstændig ude på deres arbejdsplads.

“Tidligere undersøgelser har vist, at LGBT-inklusion, eller mangel på samme, direkte påvirker effektiviteten af ​​LGBT-medarbejdere,” sagde Becky Steckhahn-Strohmer, medstifter af Q-Factor. ”Den danske LGBT arbejdsplads-undersøgelse
blev designet til at være et samlet overblik over, hvordan LGBT-medarbejdere oplever arbejdslivet i Danmark. Resultaterne
skitserer problemområder samt styrker for de danske arbejdsgivere i forhold til LGBT-mangfoldighed. Resultaterne peger klart på specifikke foranstaltninger arbejdsgivere kan tage, for at deres ansatte føler sig velkomne og støttet. Denne skelnen mellem hvordan opfattelsen af arbejdspladsen var, og hvad der gjorde medarbejderne trygge, var overraskende i den klare forskel der kan påpeges. Disse resultater vil gøre det muligt at skabe at nyt sæt standarder for mangfoldighed og inklusion på det danske arbejdsmarked. I sidste ende udmønter integration sig på bundlinjen for virksomheden og gennem en sundere arbejdsstyrke.”

SMS til Tanzanias usynlige homoseksuelle

Kan en SMS være med til at redde liv? Svaret er et ja, hvis du spørger Dr. Joyce Nyoni fra Universitetet i Dar Es Salaam. Nogle gange kan faktisk det være den eneste måde. Eksempelvis når homoseksuelle i Tanzania skal have at vide, hvordan de undgår HIV og AIDS. For hvordan oplyser man en gruppe af mennesker om HIV-smitte, hvis de samtidig risikerer 30 års fængsel for at anerkende deres seksualitet?

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

Joyce Nyoni havde aldrig troet, at hun skulle forske i HIV-forebyggelse blandt homoseksuelle. Men sådan gik det, selvom hendes forskning er kontroversiel i Tanzania, hvor homoseksuelle stadig diskrimineres og forfølges. Og hvor homoseksualitet ironisk nok også bliver beskrevet som noget u-afrikansk og fremmed, der ikke findes der. Den holdning præger også forebyggelsen af HIV blandt homoseksuelle. Der er ikke forebyggelse, og alt for mange homoseksuelle bliver smittet med HIV.

SMS som forebyggelse
Joyce Nyoni har sit kontor på Universitetet i Dar Es Salaam. Turen dertil går via veje, hvor alt for mange biler kæmper om det næste lille hul i en uendelig kø. Støvskyer, små grå huse, overfyldte busser og forretninger i vejsiden gentages i en næsten uendelig rytme.

Inde på Joyce Nyonis kontor hersker også et kontrolleret kaos. Noter og opslåede bøger ligger overalt. Forskningsprojektet er godt i gang. Hun håber, at hun kan være med til én gang for alle at udrydde påstanden om, at der ikke findes homoseksuelle i Tanzania. 280 homoseksuelle mænd deltager i hendes forskningsprojekt. Ingen skal bagefter kunne sige, at hendes tal er taget ud af den blå luft.

At aflive myter er dog kun et skridt på vejen. Joyce Nyonis egentlige mission er at teste, om SMS kan bruges til at kommunikere viden om sikker sex til homoseksuelle. Alt tyder på et ja!

Interviews med mændene afslørede, at der var store huller i deres viden om sikker sex. Med den konstatering i baghovedet har hun siden sendt SMS-beskeder ud til mændene med målrettet information. Viden der forhåbentligt vil sprede sig som ringe i vandet og sidste ende være med til at redde liv.

Joyce Nyoni er overrasket over, hvor elementær viden mændene manglede. Eksempelvis troede mange af mændene, at en mand ikke kan smitte med HIV. Hun har mange gange måttet give slip på det, hun forventede: »Da jeg lavede interviewene fik jeg et chok. Ind af døren kom mænd, der ikke levede op til mine forestillinger: Mænd med kvindelige partnere, mænd der var gift. Men som også dyrker sex med mænd. I Tanzania er sex mellem mænd langt mere udbredt, end de fleste vil indrømme.«

Et lesbisk kys i Bergen
Joyce Nyoni er ikke selv lesbisk, og faktisk skulle hun langt væk fra sit afrikanske hjemland før, hun første gang mødte homoseksuelle, der turde være åbne. Det skete, da et ph.d.-forløb pludselig gav hende mulighed for at komme til Bergen.

Joyce Nyoni ankom til Bergen i norsk vintermørke, og hun var for første gang uden for Afrika. Det var der, det skete. Midt i et norsk supermarked så hun to lesbiske kysse hinanden. Hun blev så forvirret og forlegen, at hun smed sine varer, og løb udenfor. Hvad var det, hun lige havde set? Hendes forvirring blev til nysgerrighed, og hun gik i gang med at finde svaret hos sine norske kolleger. Joyce Nyoni tog både sin viden og sin nysgerrighed med sig hjem til Afrika.

Kontakt-kuponer og Taarab-musik
Over alt i Dar Es Salaam bliver der på barer og i klubber danset til østafrikansk Taarab-musik. Musikken starter ved 10-tiden om aftenen og bliver ved uden stop indtil, den sidder som en næsten hypnotisk rytme i kroppen. Ben, arme, røv og hofter får sit eget liv. Kvinders trin til Taarab spænder fra det sensuelle til noget, der ville kunne få selv en blind mand med på narrestreger. Kommer man de rigtige steder, er der ikke kun kvinder på scenen. På bestemte aftner dukker også homoseksuelle mænd op for at danse. Mange kommer bare for at danse. Nogle er prostituerede. Andre er kunder. Det var her Joyce Nyoni tog hen for at bryde isen til mænd, der har sex med mænd.

Metoden, hun brugte for at rekruttere de mænd til hendes forskningsprojekt, er simpel. Hun uddelte kontakt-kuponer ud til de homoseksuelle mænd, hun snakkede med. Hun bad mændene rekruttere andre ved hjælp af flere kuponer. Kuponerne skiftede hænder, og til sidst havde hun kontakt til næsten 300 mænd. Mænd af alle slags, også prostituerede og deres kunder.

Joyce Nyoni virker nærmest paranoid, når hun fortæller om de sikkerhedsforanstaltninger, hun brugte for at beskytte mændene for politiet. Alle skulle dobbelttjekke aftalen med hende over telefonen. Hun brugte anonyme kuponer og gennemførte interviews forskellige steder i byen. »Vi nævnte aldrig navne. Bare et telefonnummer og et kode fra databasen.«

Et risikabelt projekt
I Tanzania holder Joyce Nyoni lav profil i offentligheden med sit projekt. Hun vinder ikke mange venner ved arbejde med homoseksuelles rettigheder. Hvad der sker, når hun en gang skal præsentere projektet på universitetet, ved hun ikke. »Jeg risikerer, at der selv blandt underviserne vil være nogen, der rejser og råber: ’De homoseksuelle skal i fængsel, de er syge, de skulle slås ihjel.’ Nogle af mine kolleger vil helt sikkert tro, at jeg er blevet sindssyg. Uddannelse er ingen garanti for tolerance.«

Den egentlige grund til at holde lav profil er ikke hensynet til hende selv, siger Joyce Nyoni. Hun er finansieret af den amerikanske organisation AMFAR og har fået godkendt sit projekt i sundhedsministeriet. Men ingen kan garantere, hvad der kan ske med de mænd, der deltager i projektet. Der er i Tanzania trods alt en straframme på op til 30 år for homoseksualitet. »Jeg er virkelig bange for, at de homoseksuelle kan spores. Det gør mig utryk.«

Skrækscenariet er, at der pludselig sker noget i Tanzania, der minder om situationen i nabolandet Uganda, fortæller Joyce Nyoni. I Uganda slog myndighederne pludseligt hårdt ned på homoseksuelle, og det blev foreslået at indføre dødsstraf for sex mellem mennesker af samme køn. »Hvis det skete, ville jeg være tvunget til at ødelægge min database øjeblikkeligt. Og så var min forskning væk for altid. Lad mig afslutte projektet, så kan jeg råbe op bagefter.« Databasen destruerer Joyce Nyoni den dag, hvor hun sender den sidste SMS. »Jeg vil aldrig gøre noget, der sætter andre i fare.«

Udviklingen bevæger sig langsomt
Uanset konsekvenserne er noget nyt ved at ske, som måske kan være godt nyt for de homoseksuelle. Et tabu er ved at blive brudt, siger Joyce Nyoni. »Indtil nu er homoseksualitet altid blevet omtalt som noget fremmed, som noget der kom ude fra.« En ny erkendelse er ved at indfinde sig, og i 2010 nævnte Tanzanias nationale AIDS Kommission for første gang homoseksuelle i sin strategi. Joyce Nyoni smiler, da hun bliver spurgt, om hun er enig i, at tingene nu langsomt bevæger sig i den rigtige retning. »Jeg er i hvert fald enig i, at tingene bevæger sig langsomt.«

Joyce Nyonis kontor ligger øverst i en af universitetets hvide bygninger. Kontrasten mellem universitetet og resten af Dar Es Salaam kan næsten ikke være større. Universitetets bygninger smyger sig ind og ud af et grønt, bakket landskab uden for hovedstaden. Ny, sort asfalt møder grønne vejsider. Affald ligger i skraldespandene foran nymalede bygninger. Studerende sidder uforstyrret i den sidste eftermiddagssol og forbereder sig. Igennem de åbne vinduer i Joyce Nyonis kontor kan man høre de unge snakke på swahili henover bøger og bærbare computer. Det er ikke til at fatte, at et forskningsprojekt om HIV-forebyggelse blandt homoseksuelle, kan bringe sindene på over kogepunktet et sted som dette. Men Joyce Nyoni er sikker. Hvis hendes projekt bliver massivt omtalt ved præsentationen, vil det ikke gå stille for sig.
Interviewet fandt sted i juni 2010. Selv om Joyce Nyoni dengang gav grønt lys for artiklens udgivelse, har jeg valgt at udskyde den. Joyce Nyonis SMS-projekt blev afsluttet omkring årsskiftet 2010/2011.

 

»Send ikke flere aktivister«

I Tanzania bliver homoseksualitet bortforklaret som en fremmed sygdom, der spreder sig fra vesten. Opfattelsen bliver desværre kun forstærket af, at penge og aktivister uden lokalkendskab strømmer ind fra udlandet, siger Fransisca Matay. Hun efterlyser flere langsigtede projekter med lokal forankring

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

»Det strømmer ind med folk, der vil arbejde for homoseksuelles rettigheder. Eller som vil betale nogen her i Tanzania for at gøre det. Det er desværre svært at se præcist, hvordan de vil gøre det.« Fransisca Matay, der selv arbejder med HIV-forebyggelse blandt homoseksuelle, lægger ikke fingrene imellem. Hun er frustreret over udenlandske homo-aktivister, der under korte ophold i Tanzania råber højt om homoseksuelles manglende rettigheder.

Selv om besøgene fra udlandet er velmente, skader de langt mere end gavner. Besøgene er med til at cementere folks opfattelse af, at homoseksualitet er noget udenlandsk, der ikke hører hjemme i Afrika. Det er både uheldigt og ulykkeligt, at de homoseksuelles kamp så klart forbindes med vesten, siger Fransisca Matay.

Fransisca Matays eget arbejde med HIV-forebygggelse er finansieret af revisionsfirmaet Deloitte i Tanzania. Den støtte er Fransisca Matay taknemmelig for, da lokal ledelse og finansiering har gjort det lettere for hende at svare igen, når nogen forsøger at mistænkeliggøre hendes arbejde.

Behov for seriøse organisationer
Fransisca Matay ville ønske, at store udviklingsorganisationer med lokal forankring tog kampen for homoseksuelles rettigheder til sig. I øjeblikket ser hun alt for mange organisationer, der leverer alt for få resultater. »De homoseksuelle har behov for initiativer, der giver dem et bedre liv her i Tanzania. Det er simpelthen ikke nok bare at beskrive overgreb og manglende rettigheder til dem, der gider lytte i udlandet.«

En udstødt minoritet

»Da vi startede op, frygtede jeg, at vores bygning skulle blive brændt ned. Udenfor råbte folk, at vi arbejdede for ulovlige grupper.« Fransisca Matay lærte på den hårde måde, at man ikke bliver populær ved at tale de homoseksuelles sag i Tanzania. Alligevel kæmper hun og hendes organisation for at sætte HIV blandt homoseksuelle på dagsordenen

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

Fransisca Matay har i flere år arbejdet blandt homoseksuelle mænd i Dar Es Salaam. Hun vidste på forhånd, at projektet ikke ville kaste lette sejre af sig. Det gør det sjældent, når man beskæftiger sig med homoseksuelle i Tanzania.
Slet ikke når man trykker dér, hvor det gør allermest ondt. Og det gør Fransisca Matay og de andre fra hendes organisation TAWIF- – Tanzania Women of Impact Foundation. »Vi har fokus på de allermest udsatte. De der er udstødt af deres familie. De der måtte flygte til ghettoen her i Dar Es Salaam. De der er ekskluderet af samfundet, og de der lever af at sælge sex.«

I Tanzania har homoseksuelle god grund til at gå stille med dørene. Landets love forbyder homoseksualitet, og straffen er op til 30 års fængsel. Loven afspejler et samfund, hvor bøsser og lesbiske stadig i høj grad opfattes som syge eller kriminelle. Eller begge dele. Homoseksuelle er omgivet af et tabu, det kan have store konsekvenser at bryde: Social udstødelse, chikane og lukkede døre fra arbejdsgivere.
Konsekvenserne er så store, at de fleste forsøger at holde deres hemmelighed for sig selv. Hvorfor, de fleste homoseksuelle har gode grunde til at forblive i det skjulte, fik Fransisca Matay selv en forsmag på, da hendes projekt startede. »Når vi gik i gaderne, for at skabe opmærksomhed om vores arbejde, kastede folk bogstavelig talt sten efter os.«

For mange smittes med HIV
Fransisca Matays arbejde er først og fremmest at sprede viden om HIV og sikker sex. For selv om homoseksuelle er en af de grupper, der har allerstørst risiko for at blive smittet med HIV, har tabuet om homoseksualitet forhindret en målrettet indsats i Tanzania. Derfor bliver alt for mange homoseksuelle mænd smittet med HIV. Helt grundlæggende viden mangler. For eksempel tror mange, at sex mellem mænd ikke kan give HIV. Og at kondomer ikke beskytter imod HIV.

Da de første workshops blev afholdt om sikker sex, gav det genlyd. Ikke kun blandt de homoseksuelle. Organisationen måtte igen og igen forklare lokale ledere, hvad der foregik. Uden den dialog kunne det være gået helt galt, fortæller Fransisca Matay. Hun frygtede mere end én gang, at hendes bygning ville blive stormet eller simpelthen brændt ned af folk, der ville lukke munden på hende.
Sådan gik det ikke. I stedet er organisationens bygning blevet et sted, hvor mændene kommer jævnligt, og Fransisca Matay er i løbet af projektet kommet tættere og tættere på dem.

Ny åbenhed
Fransisca Matays erfaringer og viden, har gjort hende til én af de få i Tanzania, man kan spørge om HIV blandt homoseksuelle. Det er der flere og flere, der gør. Også repræsentanter fra myndighederne er begyndt at trække på hendes erfaringer.
Fransisca Matay kan mærke de første forsigtige tendenser i retning af en ny åbenhed fra myndighedernes side. I efteråret 2010 nævnte Tanzanias nationale AIDS-kommission homoseksuelle i sin strategi for HIV-bekæmpelse. For første gang bliver det sagt offentligt, at de homoseksuelle faktisk findes. Og at en indsats over for de homoseksuelle er en vigtig brik i forebyggelsen af HIV i Tanzania.
For mænd, der dyrker sex med mænd, er ikke en afgrænset gruppe. Masser af mænd med koner og kvindelige kærester køber mandlige prostituerede – uden at kunderne af den grund opfatter sig selv som homoseksuelle, fortæller Fransisca Matay. Det er hverken svært eller dyrt at finde en mandlig prostitueret i Dar Es Salaam. Ifølge hende koster ubeskyttet sex med en mand omkring to dollars.
Ingen har i øjeblikket et overblik over HIV-epidemien blandt homoseksuelle. Der mangler forskning og konkrete tal, men det er sikkert, at HIV spredes hurtigt blandt mænd, der har sex med mænd. Og derfra videre til alle andre. Fransisca Matay er overbevist om, at det først og fremmet er den sammenhæng, der nu får sundhedsmyndighederne til at interessere sig for sagen. Ikke en pludselig bekymring for de homoseksuelles livsvilkår.

To skridt frem og ét tilbage
Selv om myndighederne er begyndt at interessere sig for HIV blandt homoseksuelle, er Fransisca Matay ikke sikker på, at nogen for alvor tør udfordre tabuet om homoseksualitet i Tanzania. »Det er et politisk minefelt. Tingene risikerer at eksplodere.« Fransisca har flere gange haft besøg af politikere, der anerkender hendes arbejde. »Når jeg taler med politikerne på tomandshånd, anerkender de den virkelighed, jeg fortæller om. Men at få politikerne til at sige det højt lidt vælgerne. Glem det! Der er lang vej endnu.«
Siden Fransisca Matay begyndte sit arbejde, har hun set og hørt for meget til, at hun tør være alt for optimistisk på de homoseksuelles vegne. Det er da heller ikke mere end et par timer siden, hun sidst fik dårligt nyt. To af de mænd, hun tit taler med, er lige blevet sat på gaden af deres udlejer. Naboerne ville have de homoseksuelle væk, og udlejeren var enig. Han smed dem simpelthen bare ud med ordene »Forsvind. Jeg har opdaget, hvem I er«.




http://panbladet.dk/wp-content/uploads/2011/06/Fransisca-Matay-1024x569.png