panbladet.dk | LGBT Danmarks nyheds- og kultursite

Herbert og Emma

Af Vivi Jelstrup

Det har vakt postyr i Mediedanmark at Herbert ønsker at tage kjole på i børnehave. Han er tre år og trives åbenbart fint med kjole nogle gange, med bukser andre gange – med dukker nogle gange og med biler andre gange. Akkurat som Emma sikkert gør det samme – men det vækker ikke samme bekymring, for hun må gerne tage nogle ‘maskuline’ værdier til sig, det gør hende sikkert bare stærkere på arbejdsmarkedet til sin tid! Men hvad er det da der er så farligt? Hvad er det der får mange mennesker og især mange fædre til at sige: ”Her går grænsen”?
Emma kan muligvis også møde muren – men på et senere tidspunkt, hvis hun stadig synes det er sjovt at lege med biler; senest i pubertetsårene vil forventningerne til hende om at være en ‘rigtig pige’ blive meget tydelige.

Nu kender jeg en masse dejlige, stærke mennesker som disse velmenende personer måske ville være bange for at børnene skulle udvikle sig til. Og det er ikke tilfældigt at jeg omtaler dem på denne måde. De har nemlig alle som én overlevet oplevelsen af hvor svært det kan være at være menneske i et samfund, der frygter det der ligger uden for normerne. For i grunden handler dette jo om forældres og bedsteforældres og pædagogers frygt – frygt for at barnet skal blive drillet, frygt for at det udvikler sig til at blive så ‘anderledes’, at kammeraterne og efterhånden kollegerne slår hånden af ham/hende – og så bliver det da et svært liv (for familien har jo allerede fortalt barnet, hvor forkert han/hun er). Alle homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner har som børn oplevet den stærke normativitet, som samfundet (børnehave/skole/kammerater/TV/bøger/musik/evt. familie) i bedste – men meget misforståede – mening har udsat dem for: En opfattelse af at du skal være på en bestemt måde som hhv. pige og dreng for at blive accepteret som ‘en af os’. Er pigen for ‘drenget’ eller drengen for ‘piget’ vanker der ofte udstødelse af gruppen og måske mobning. Dette ved forældrene og mange prøver derfor at påvirke deres børn til at være ‘som alle andre’. Desværre er det en dårlig strategi, for de understøtter netop på denne måde heteronormativiteten* i stedet for at lære børnene at kæmpe imod fordomme og stole på deres egne følelser af hvad der er rigtigt for dem, så deres børn bliver i stedet presset ind i nogle roller de ikke befinder sig godt med. Eller måske bliver de i solidaritet med forældrene endda så tilpassede at de er med til at mobbe andre, der falder uden for normen.

Selvfølgelig skal samfundet have regler og normer, som alle må lære – men hvorfor skal de være kønsspecifikke? Kan vi ikke alle lære at tage hensyn til hinanden, være høflige og accepterende, være ‘ordentlige mennesker’ – uden at det har noget som helst med kønsudtryk at gøre? Er der nogen der lider overlast ved at en pige opfører sig som drenge flest – eller omvendt? Regler og normer er vel til for at vi kan leve et civiliseret liv, hvor vi i mindst mulig grad skader hinanden. Men desværre skades mange lgbt’er (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner) – især i opvæksten – af mangel på forståelse for, at ikke alle passer ind i kønsstereotyperne. Det gør ondt på en måde som cisheteroseksuelle** har svært ved at forstå.

Og der bliver hverken flere eller færre lgbt’er af at samfundet accepterer børns og voksnes egen følelse af, hvad der er den rigtige kønsidentitet og den rigtige seksuelle orientering for dem. Det er for øvrigt to forskellige ting: Fra børn er helt små og bliver klar over at der er forskel på piger og drenge, danner de efterhånden en kønsidentitet. Flest gør som andre af deres eget køn, mens nogle vil føle sig mest tiltrukket af den måde især det andet køn leger/ klæder sig på, og ganske få føler sig helt enkelt som et andet køn end det, de blev tildelt ved fødslen – de er transkønnede. Børn er heldigvis nogle nysgerrige væsener, som gerne udforsker det de er i nærheden af; og for nogle er det nok at de lever det ud i børnehavealderen – for andre varer det måske resten af livet. Men undertrykkes trangen til at prøve ‘det andet køns’ tøj og legetøj er der fare for ulykkelige børn. Danske og internationale undersøgelser viser samstemmende langt højere grad af psykiske problemer (bl.a. angst, depressioner og selvmordstanker) hos lgbt-personer, ofte startende meget tidligt i forhold til resten af befolkningen. *** Men hvorfor – er det da en psykisk sygdom at være transkønnet? Nej – forhåbentlig fjernes dette fra de internationale sygdomslister meget snart, lige som homoseksualitet blev fjernet (i Danmark i 1981, internationalt ti år senere). Derimod får normativiteten alle lgbt’er til at føle sig forkerte, og føler man sig forkert er der ikke langt til at blive depressiv.

Den seksuelle orientering (hetero-, homo- eller biseksualitet) kan hos nogle vise sig fra starten af eller før puberteten, men hos mange bliver den først rigtig bevidst noget senere, bl.a. på grund af de manglende spejlbilleder i samfundet. Der er jo ganske få homoseksuelle og biseksuelle i det offentlige rum – mange ønsker nemlig ikke primært at blive defineret ved deres seksuelle orientering, lige som heteroseksuelle jo heller ikke kalder sig selv sådan særligt ofte (eller aldrig?). Alle er vi så meget andet og mere end vores seksualitet, men ‘udspring’ fører ofte til at man bliver set som et særligt seksualiseret væsen, bare fordi man måske falder for andre personer end andre af samme køn gør ( ‘ham der bøssen’, ‘hende den lesbiske’). Men især unge mennesker har også brug for idoler, for særlige personer de kan se op til – og hvis der kun er ganske få med samme seksuelle orientering eller kønsidentitet som de selv har, så er chancen for at finde én man gerne vil ligne, minimal.

Lad os tage et eksempel: Emma har i tidlig alder opdaget at hun kan tiltrækkes af både fyre og piger. Nogle gange er det en fyr hun synes er lækker, andre gange en pige. Hun har endnu ikke haft sex med nogen, men hun er ikke det fjerneste i tvivl om at hvem der end bliver hendes første ‘rigtige’ kæreste, så vil hun kunne nyde det; hun har nemlig læst en hel del om sikker sex og egne grænser. Men hun kender ingen andre, der har det på samme måde – de fleste veninder falder for drenge, en enkelt kun for piger. Hun har dog hørt om et par popsangerinder der som hun er biseksuelle, men hun er nu ikke rigtigt til pop. Hun har også hørt om nogle håndboldkvinder, der er lesbiske, men det er ikke helt det samme, og hun er egentlig heller ikke til sport. Hun er mere en læsehest og drømmer om at undervise i litteratur, måske endda selv at skrive bøger; men har der overhovedet været andre end Virginia Woolf for snart hundrede år siden, som har skrevet om følelser, hun kan genkende – personer som hun samtidig kan se op til? Hendes heteroseksuelle kammerater derimod kan se masser af rollemodeller alle vegne, uanset hvilke erhvervsønsker/hvilke interesser de har. Emma skal nu nok finde ud af at få et godt liv alligevel, for hun ved hvad hun vil – hun er ikke forvirret, som hun ellers ofte kan høre fordømmende røster sige om biseksuelle. Hun føler heller ikke at hun må vælge mellem piger/kvinder og drenge/mænd, for det er jo ikke det de har mellem benene, hun falder for – det er først og fremmest deres personlighed hun fascineres af, og så kommer kroppen/kønnet i anden række. Er der nogen hun virkelig forelsker sig i og vil danne par med, så er det ikke vigtigt hvilket køn den person har. Faktisk har hun også fortalt om det til sin nærmeste veninde og ven, og de synes det er helt OK, selv om de lige skulle have på plads at hun ikke drømmer om trekanter. Det skulle da også bare mangle – hun synes jo også at deres valg er OK!

Et andet eksempel er teenageren Herbert. Han har egentlig længe vidst at han hellere ville kaldes ‘hun’ og ønsket at han kunne ligne en prinsesse. Det kunne hans lillesøster få lov til, mens han skulle være stor og stærk og passe på at hun ikke kom til skade. I dag har lillesøster dog udviklet sig til en ‘drengepige’ som klatrer i træer og låner Herberts legetøj. Mens Herbert nu låner mors kjoler og sko når hun ikke er hjemme. Og han er begyndt at spare op til sine egne sko og kjoler, men det tør han ikke fortælle nogen, og da slet ikke sine forældre. Mors tøj er desværre begyndt at stramme de forkerte steder, for Herberts krop bliver mere og mere maskulin. I skolen forsøger Herbert at leve op til de drengenormer som findes der – alle andre drenge i klassen spiller fodbold, så det gør han også. Han går også i samme slags tøj som dem, for han er særligt opmærksom på hvad de andre forventer. Men Herbert dagdrømmer om at kunne gå åbent på gaden og møde dem han kender iført de smukkeste kjoler, som de så vil beundre. Men han ved godt at sandsynligheden for det sidste er lille – de vil nærmere pege fingre ad ham, for han er jo en dreng. Om Herbert vil vise sig at være transvestit (foretrække det andet køns klædedragt af og til eller hele tiden) eller han egentlig føler sig som pige (altså er transkønnet), ved vi ikke ud fra ovenstående fortælling. Det er kun Herbert selv der ved hvordan han identificerer sig. Derfor er vi andre nødt til at tage ham og hans tanker og følelser alvorligt. Men hvordan skal Herbert komme ud med sine inderste ønsker, når der tilsyneladende ikke er andre der har det på samme måde? Det er der selvfølgelig alligevel – men synligt og til at genkende?

Nogle Herberter og Emmaer erkender først i en meget moden alder (30-80 år), hvad de måske altid har vidst: At de har en anden kønsidentitet eller en anden seksuel orientering end flertallet. Men nogle af dem legede kun med det legetøj, som andre af samme køn var interesseret i, andre gjorde det modsatte – og nogle begge dele. Det er temmelig uforudsigeligt hvordan børn udvikler sig – men skal de få et rart liv med et godt forhold til forældre, samfund og ikke mindst sig selv, så er det klogt at lade dem have en lang line, og vise børnene at de er elsket uanset hvilke kønstypiske og -atypiske træk de viser.

For at vi kan nå dertil er det vigtigt med udbredt, velunderbygget information til skoler, børnehaver, ja selv vuggestuer om, hvad køn betyder for det enkelte barn. At man ikke behøver at udtrykke sit køn på samme måde som flertallet for at det er i orden; at vuggestuen ikke behøver skelne mellem lyserøde og lyseblå bleer; at børnehaven ikke deler op i pige- og drengelege/områder; at gymnastik og leg i skolen slet ikke behøver at være kønsopdelt – for vi har mangfoldige måder at udtrykke os på, og børn skal have lov at prøve sig frem, som de jo gør med mange andre ting i hverdagen. For at nå dertil må vi især have seminarielærere, gymnasielærere, folkeskolelærere og alle slags pædagoger i tale, vi må have sundhedsplejersker på banen som har sat sig ind i dette område, og vi må have materialer til undervisning af børn (i alle fag i skolen), unge og voksne. Desuden har både skrevne medier og æterbårne et særligt ansvar for at viderebringe en mangfoldighed – også når det gælder køn og seksualitet.

*) Den opfattelse at det eneste rigtige og normale er at tænde på, forelske sig i og leve med en person af det andet køn, og at man bør rette sig efter nogle sociale regler for hvad, der er kvindeligt og mandligt; alt andet ses som unormalt.
Den enorme mængde heteroseksuelle billeder og fortællinger samt antagelsen om, at alle længes efter ”det andet køn” (f.eks. i reklamer, film, magasiner m.v.) er udtryk for heteronormativiteten.

**) Person, som føler sig som sit biologiske køn, og som tiltrækkes seksuelt og følelsesmæssigt af personer af det modsatte køn.

***) Leyla Gransell og Henning Hansen: Lige og ulige? – Homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes levevilkår. (Casa Analyse Juni 2009.)

Boganmeldelse: “Kvababbelser”

Forfatter: Knud Heickendorff (Mød forfatteren d.29. maj kl. 19.30 i LGBT biblioteket)

Titel: Kvababbelser

Forlag: Skriveforlaget, 156 s.

Romanen finder sted i København i 1983, hvor tre ret forskellige venner mødes efter at have fundet hinanden på en bøsse-ølejr året inden. Vi følger dem henover en weekend i en række parallelle, men sammenhængende handlingsforløb, som byder på både pinlige og dramatiske optrin, lidt romantisk komedie samt en dosis erotika i tilgift.

Undervejs i romanen vendes en del temaer og forhold, der er lige så relevante for bøsser i dag, som de var dengang. Temaerne vægtes forskelligt, men blandt de mest fremtrædende er de følelser, mænd kan have for hinanden i og uden for et parforhold, livet som single og længslen efter en kæreste, åbne forhold og engangsknald samt homoseksuelle forældre og homoseksuelles egne forældre.

Det gennemgående hovedtema er imidlertid det at være bøsse i en brydningstid, hvor homoseksuelle var begyndt at leve åbent, men stadig ikke var fuldt accepteret i samfundet. Dette skildres tydeligst gennem John, som i en alder af 30 år endnu ikke er sprunget ud over for sin dominerende mor, og som vægrer sig ved at vise sit forhold til sin kæreste offentligt – hvilket netop lægger pres på dette forhold.

Noget, der ikke nævnes eksplicit i bogen, er aids, hvilket måske er usædvanligt for en roman om bøsser i 1980’erne. Alligevel optræder sygdommen på en uhyggelig og bogstaveligt talt ildevarslende måde, som kaster en tråd frem til Knud Heickendorffs nye roman Krakeleringer, der har netop aids som altoverskyggende tema. Krakeleringer udkommer i maj 2012 og bygger på forfatterens egne erfaringer fra 1990’erne.

Forfatteren

Inspirationen til Kvababbelser kommer fra Knud Heickendorffs egen ungdomstid i København i slutningen af 1970’erne. Her var han aktiv i Bøssernes Befrielsesfront og kom i Bøssehuset på Christiania, hvor han under navnet Flossie Fløjlstunge optrådte i nogle meget flippede forestillinger.

I dag lever han på Falster og driver en kendt frisørsalon i Nykøbing. Han er dog stadig aktiv på scenen, hvor han spiller skuespil og skriver tekster til et lokalt teater.

Teatererfaringen viser sig i tydeligt i hans talent for at skrive i scener, hvor talrige replikker gnidningsfrit ledsager romanfigurernes tanker og følelser. Det, der siges, er dog langtfra altid det samme som det, der tænkes – ganske som i virkeligheden.

Samlet vurdering

Romanen er godt og flydende skrevet, og dens mange fine iagttagelser af livet som bøsse i startfirsernes København gør den til en underholdende, engagerende og tankevækkende læseoplevelse: Er det f.eks. nemmere at være ung bøsse i dag end dengang?

Kvababbelser er en fin og lovende debut fra en forfatter, som altså allerede, her et år efter, er klar med en ny roman.

Mød forfatteren!
Hvis du har lyst til at møde Knud Heickendorff og høre ham læse op og fortælle om sine bøger – og måske spørge ind til dem – er der mulighed for dette tirsdag den 29. maj. Da afholder LGBT Biblioteket (LGBT Danmarks bibliotek) nemlig en forfatteraften kl. 19.30 i foreningens lokale Toppen i Nygade 7 (på Strøget). Der er gratis adgang og alle er velkomne, både med og uden medlemskab af LGBT Danmark.

Medlemmer af LGBT Danmark kan låne bogen i LGBT Biblioteket, der holder til i foreningens lokaler i Nygade 7 (på Strøget).

Never Mind i stormvind over heterokys-forbud

Fredag nat på Never Mind Gay Club i København fik et heteroseksuelt par at vide, at de ikke måtte kysse på den populære homobar. Derefter blev de og deres venner, der også inkluderede homoseksuelle, smidt ud af baren. Nu er sagen dog kommet i mediernes søgelys, og forbuddet diskuteres flere steder.

Tirsdag den 17. april kunne man på homotropolis.com læse historien om et heteroseksuelt par, der af dørmanden blev nægtet at kysse hinanden på Never Mind Gay Club i København. De var taget i byen med et andet heteroseksuelt par og to homoseksuelle venner.

Dørmanden forklarede at homostedet modtog mange mails fra homoseksuelle, der klagede over heteroseksuelle gæster, og at ejerne har ret til at bestemme, hvem der må kysse eller ej på deres bar.

Mathilde Karlsen Hansen, den ene halvdel af det heteroseksuelle par følte sig dybt krænket og troede først, at dørmanden spøgte.

Jeg følte mig ærlig talt lidt som en kriminel, hvilket er en virkelig ubehagelig følelse, når det eneste jeg havde gjort var at kysse på en fyr jeg holder af. Så meget for kærlighed”, fortalte Mathilde til Homotropolis.

Én af Mathildes venner Martin Andersen forklarer, at han tidligere på aftenen havde kysset og taget på sin veninde, uden at det fik nogle konsekvenser, måske fordi han er homoseksuel.

Christian Carlsen, der er indehaver af Never Mind pointerer over for Homotropolis.com, at det ikke er tilladt for heteroseksuelle at kysse, danse, strippe, opføre sig seksuelt eller upassende på Never Mind Gay Night Club.

Dette har ført til blandede kommentarer både homotropolis.com, men også på politiken.dk, der har skrevet om episoden onsdag den 18. april.

På Homotropolis’ side kan man læse denne kommentar fra ’Søren’:

Kære Christian Carlsen og Never Mind.
Jeg har pludselig mistet lysten til at feste og bruge penge på stedet. Kender I lugten af manglende accept, manglende tolerance og mangel på mangfoldighed? Den lugter ikke godt. Heller ikke hos jer. Det gør lugten af manglende forståelse for kærlighed og almindelig glæde og respekt heller ikke.
Når I, forhåbentlig, kommer frem til den beslutning, at alle må kysse på Never Mind uanset køn og seksualitet, så længe de ellers opfører sig ordentlig, vil jeg med glæde overveje at komme tilbage igen.”

Mens ’Christian’ svarer:

Hatten af for Christian Carlsen, for at turde at sige stop. Synes det er fantastisk at man kan tage sine venner, og for mange bøsser, især veninder med i byen, men fuck hvor er det dog irriterende at hver eneste bøsse efterhånden skal ha mindst 4 veninder med, der brænder for at vise hvor fordomsfrie de er. Det kedelige opstår så når pigernes “dates” ankommer, for så er der dømt fuldt hetero hus, og vi pludselig er “irriterende” på vores eget sted. Lad os ta homobarene tilbage, og indføre en kvote på 1 fag-hag gæst pr. bøsse.

På politiken.dk strømmer kommentarerne også ind. Blandet andet fra ’Lars Christensen’:

Hvis et homosexuelt par havde kysset hinanden på en almindelig bar, og derefter var blevet smidt ud, så var fanden løs. Så var det røget direkte i retten og de havde krævet store erstatninger. Men nu er de homosexuelle svage så de har altid ret.

Så for fremtiden at hvis et homosexuelt par (kun bøsser, for de færreste har noget imod at 2 piger kysser hinanden) så er det strengt forbudt på min lokale bar.”

Der er endnu uklart hvordan stedet forholder sig til biseksuelle og transkønnede gæster, der ”opfører sig seksuelt og uanstændigt” med folk af andet køn.

Har du en mening om denne historie så kommenter forneden.

Læs mere på Politiken HER

Læs mere på Homotropolis HER

Boganmeldelse: ”Padder og krybdyr”

Forfatter: Kristina Nya Glaffey

Titel: Padder og krybdyr

Forlag: Gyldendal 2012, 133 s.


Bogens lesbiske fortæller (og forfatter) sætter med morbid ironi, i en vanvittigt provokerende stil, fokus på 3 emner: forældreskab, fertilitetsklinikker og regnbuefamilier. I størstedelen af bogen refererer Glaffey til forskellige hjemmesider, avisartikler og videnskabelige rapporter. De danner udgangspunkt for hendes heftige kritik.

Forældreskab

Det at få et barn er i dag blevet til et stort projekt. Det gælder for mange unge familier, ikke mindst regnbuefamilier. Bogen begynder og slutter med en associationsrække om de tusindvis af problemer, der knytter sig til det at få børn fx ”… skulle man have en god grund til at få børn, eller krævede det ingen begrundelse, og hvis det krævede en god grund, hvilke grunde var så gode nok …” eller ”Ville barnet så blive sundt og raskt, og ville de holde lige meget af det, hvis det ikke blev det, og hvor stort et handicap skulle barnet have, før de fortrød, at de har fået det, og burde man overhovedet have sat børn i verden, når man kunne tænke sådan …”

Fertilitetsklinikker

Endnu flere spørgsmål trænger sig på, når man overvejer at søge hjælp til ”projekt barn” i en fertilitetsklinik.

Fortælleren (forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser) giver en hård kritik af fertilitetsindustriens griskhed og klinikkernes helt vanvittige hjemmesider. Forfatterne til teksterne på disse hjemmesider har tydeligvis brug for sprogundervisning. Et typisk eksempel er Nina Storks hjemmeside: Skabelse af nyt liv er en hellig stund. Fertilitetsklinikkernes salgsteknik bliver m.a.o. latterliggjort.

Emnet er meget aktuelt, da brugerbetaling på kunstig befrugtning i offentligt regi fra den 1. januar 2012 er fjernet igen. Yderligere viser det sig, at danske fertilitetsklinikker har fået mange kunder fra udlandet. Danmark er blevet et populært sted for fertilitetsbehandling.

Fortælleren omtaler også de amerikanske fertilitetsklinikker. Hun håner deres sæddonorer for at være for dumme til at videregive deres genetiske materiale.

Regnbuefamilier som segment

Det er almindeligt kendt, at USA er ca. 10 år foran Europa, når det gælder om at finde nye teknologier og nye markedsmuligheder.

Derfor er det interessant, at fortælleren analyserer to amerikanske hjemmesider: Family Evolutions og Rosie’s Family Vacation, der henvender sig direkte til regnbuefamilier.

Family Evolutions annoncerer med et bredt udvalg af latterlige artikler, fx T-shirts til regnbuefamiliens børn med forskellige påtrykte slogans ”My daddys name is donor” eller ”Family is the new gay og diverse gaveartikler, fx badeanden dyke duck.

Rosie’s Family Vacation organiserer krydstogter udelukkende for regnbuefamilier, naturligvis kun dem med økonomiske resurser væsentligt over gennemsnittet.

Bogen er underholdende med humor på højt og lavt plan, og forfatteren er en fantastisk sprogekvilibrist.

Ina Sørensen

LGBT Biblioteket

 

Medlemmer af LGBT Danmark kan låne bogen i LGBT Biblioteket, der holder til i foreningens lokaler i Nygade 7, København K. Åbent hver tirsdag kl. 17:00-20:00.

DR2 søger medvirkende til nyt program

Savner du kvalificerede bud på, hvordan du tackler et svært dilemma?

Nyt DR2-program søger deltagere, som tumler med nogle af hverdagens store dilemmaer og som ønsker inspiration og hjælp til at træffe et valg. Dilemmaerne kan spænde vidt og for eksempel omhandle vanskelighederne ved at leve med fordomme som homoseksuel og manglende accept som homoseksuel.

Læs mere » ‘DR2 søger medvirkende til nyt program’