maj « 2010 « panbladet.dk | LGBT Danmarks nyheds- og kultursite

Monthly Archive for maj, 2010

Kunstanmeldelse: “I LOVE YOU” (ARoS)

“I LOVE YOU” (2010, ARoS)

Af Martin Møller Aamand

Udstillingen er: dyresex, købesex, homoseksuelle astronauter, pickelporno, impotens, tabu og penetration, Whitney Houston, japansk bondage, Amor, kys og fallos, udsøgt smerte, groteske sexmonstre i ”Snehvide og de syv små dværge”, Barbie & Ken, mekanisk sex, aids og en postcoital cigaret, sadomasochisme, siamesiske tekopper og to styk Mickey Mouse-masker. Og meget andet.

Det eneste, der uheldigvis mangler, er sammenhæng og perspektiv.

Masochistisk Mickey Mouse

Den første lyd, jeg hører, da jeg når ned på niveau 1,[2] er lyden af, hvad jeg tror er chipmunks, nærmere bestemt lyden af små, talende jordegern som dem i Chip og Chap. Det viser sig senere at være en videoinstallation af en kvinde og en mand med forvrængede stemmer iklædt Mickey Mouse-agtige gummimasker. Mickey Mouse’erne kysser efter værkets titel – ”Kiss” – at dømme vistnok hinanden, eller de forsøger måske. Det bizarre er blot, at de i akten også bider hinanden i stykker – et øre her, en snude der – hvilket tilsyneladende morer dem kongeligt, hvis man skal tage deres højfrekvente grin og hvin for gode varer. Men det havde da også været bemærkelsesværdigt, om jeg havde gættet på dét fra starten.

Udstillingen består i sin helhed af 39 værker, der ifølge brochuren »visualiserer den stærkeste følelse et menneske kan opleve: kærligheden« og tager publikum med på »en forførende rejse i parforholdets overraskende landskab«. Stærkest, forførende eller overraskende vil jeg desværre ikke klandre udstillingen for at være.

Til at danne ramme om de forskellige ’rum’, som værkerne er placeret i, er ophængt otte (gætter jeg; det oplyses ingen steder) meter høje gardiner i rødt og gråt. De gør rummene behagelige og rolige, men trods deres til en vis grad lyddæmpende effekt, høres lyde fra andre værker helt andre steder i udstillingen stadig tydeligt – ikke mindst Mickey Mouse’erne. Jeg syntes også tidligt på rundturen at kunne høre Whitney Houston synge I Will Always Love You, men i en svært genkendelig version i forhold til den, vi alle har hørt og danset til så mange gange.[3] Forhængene, for de er (måske) mere forhæng end egentlige gardiner, tjener for mig at se to formål: For det første er deres rolle af praktisk art, idet de deler det ’koloenorme’ niveau 1 op i mindre, overskuelige afdelinger og skaber stemning med deres farver og varme, bølgede fornemmelse. For det andet kan de opleves som symbol på det forhæng/gardin, vi må træde forbi, hvis vi vil helt ind til det inderste, mest intime liv hos folk, vi (ikke) kender.[4]

Kaotiske kærestesorger

I et af udstillingens rum finder man Sophie Calles værker fra serien Douleur Exquise (da.: udsøgt smerte), som bl.a. består af fotografier med tilhørende paneler af tekst nedenunder, som er syet på stof og på fransk. (En dansk og en engelsk oversættelse findes på gulvet under hvert værk.) De er »smertefulde erindringer og hjerteskærende beretninger om kærestesorger«, som den næsten alvidende brochure præcist definerer det. Og værkerne er eminente. Desværre er de placeret horribelt i udstillingen, hvor Mickey Mouse-stemmer, Whitney Houston-skrålen og en mængde anden støj skaber kaotiske omgivelser, der umuliggør fordybelse i og sympati for de fortællende, knuste hjerter.

Et andet sted hænger der en fladskærm i tre meters højde. Jeg fangede ’heldigt’ nok begyndelsen og så, at filmen varede 21 minutter. Jeg kiggede mig omkring: ingen stole, ingen sofa, ingenting. Hvis jeg ville se filmen, måtte jeg altså berede mig på over tyve minutter i stående stilstand. Jeg klarede to. Maks.

En del videoinstallationer indtager faktisk udstillingens rum.[5] Om en sådan videoinstallation står i brochuren: »Jesper Just udforsker et homoerotisk univers i videoværket Something to Love. Da den unge mand til slut i filmen forlader kvinden for at sætte sig i bilen med den ældre mand, har han truffet et aktivt valg om sin seksualitet.«

Jeg læste først denne beskrivelse af »videoværket«, efter jeg var kommet hjem fra ARoS. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til selve filmen. Gå ind og se den, og døm selv. Beskrivelsen i brochuren bryder jeg mig dog slet ikke om. Jeg ved ikke med dig, men brugen af »aktivt valg« og »seksualitet« i samme sætning skurer i mine ører.

Homoerotik og Holdt

Når vi nu er ved (homo)seksualitet, så tillad mig straks at skrue ned for dine forventninger, hvis du ser frem til museets vidt besungne, ’homoerotiske’ værker. At gå ind til udstillingen med forventning om homoerotik i museumsklasse – hvad det så end vil sige – vil formentlig kun resultere i skuffelse.

Alting skal ikke gøres op i penge, men udstillingens mængde af svagt homoerotisk indhold (tre værker, plus-minus) vil for de fleste næppe være de 95 eller 75 kroner værd, som adgang til ARoS koster; prisen er afhængig af, om du er hhv. voksen eller studerende. (Er du begge dele, bliver det 170 kroner ved kasse ét, tak.) Hvis du til gengæld udnytter din billet til fulde, bevæger du dig klogelig ned i kælderen under niveau 1 til »De ni rum«, museets faste udstilling, som altid er et besøg værd.

Ydermere kan »Tro, håb og kærlighed ­– Jakob Holdts Amerika« (inkl. eksplicit homokærlighed) varmt anbefales. Min kæreste fik mig modvilligt overtalt til at se denne udstilling; jeg mindedes et foredrag af Holdt i gymnasietiden, som dengang efterlod mig uimponeret, hvilket i den periode vistnok var en gængs reaktion på hvad som helst: ”Kom ikke her og tro, du er noget, bare fordi du har rejst rundt med et kamera i Amerika.” Eller også hedder det Janteloven. Lad imidlertid fortid være fortid: Holdts Amerika er bestemt værd at (gen)se.

Normalt anbefaler man ikke andre udstillinger end den i en anmeldelse anmeldte udstilling. Men denne anmeldelse er sikkert heller ikke ’normal’, så det kan også være det samme. God fornøjelse!

I LOVE YOU, ARoS Aarhus Kunstmuseum, slutter 12. september 2010. Læs mere på: www.aros.dk /


[1] Jeg forstår egentlig ikke anmeldelser. Hvordan skal en enkeltperson, ét subjekt, jeg, nogensinde kunne bedømme eksempelvis en udstilling kaldet »I LOVE YOU« på vegne af dig, en anden enkeltperson, et helt andet subjekt? Hvis du også stiller sig selv det spørgsmål, råder jeg dig til ikke at læse videre. Har du imidlertid af uransagelige årsager brug for, lyst til etc. at høre min helt egen, personlige mening, så læs endelig videre. Det vil glæde mig. Men det er på eget ansvar.

[2] ARoS er således indrettet, at indgangen – eller entréen, om man vil – befinder sig på niveau 4, hvorfor man, hvis man ønsker at besøge »I LOVE YOU«-udstillingen, enten må tage elevatoren ned til niveau 1, hvor denne (og andre kortere eller længere, ’midlertidige’ udstillinger) er placeret, eller bevæge sig ad trapperne. Trapperne kan både anbefales og ej: Jeg har endnu ikke oplevet nogen, der kunne forcere dem uden at ligne en klovn på stylter på egne ben. Hvis ingen imidlertid benyttede trapperne, ville et afgørende underholdningsaspekt af et besøg på ARoS dog forsvinde, så tag endelig trapperne, hvis du lider af elevatorskræk.

[3] Inden besøget på ARoS havde jeg forsøgt at læse så lidt om udstillingen som muligt ud fra devisen om, at jeg selv ville opleve udstillingen på ’bar grund’, som man siger. Derfor vidste jeg ikke, om Whitney Houston optrådte i udstillingen. Det kan jeg imidlertid afsløre her, at hun gør.

[4] Medmindre folk har glemt at ’låse’ deres Facebook-profiler. Og det har folk.

[5] Jeg elsker film som fortælleform; men jeg vil være med fra starten. Problemet med videoinstallationer på museer er altid, at jeg aldrig når frem til en given installation, idet filmen begynder. Det er ofte som at fange slutningen af en sætning på crawleren i bunden af skærmen på [indsæt tilfældig nyhedskanal]: ”…Madonnas venstre fod.” Hvad med Madonnas venstre fod? spørger man, for nu at bruge et eksempel fra Ellen DeGerenes’ i øvrigt forrygende standupshow Here and Now. Når dét sker, forsøger jeg uvilkårligt at stykke de brikker, jeg nu engang har, sammen og regne ud, hvad der mon er sket, før jeg nåede frem til videoinstallationen. Sommetider mister jeg modet eller tålmodigheden og giver op; andre gange bliver jeg siddende og bliver forhåbentlig positivt overrasket over den egentlige, forudgående handling. Eller jeg tænker: »Hmm… ja, okay.« – og går videre. /