Af Annette Mors
”I’m gay. Who gives a fuck?” Genkender du sætningen? I så fald var du sikkert til Copenhagen Pride 2010 ligesom jeg. Denne ordsammensætning havde nemlig fundet vej til rigtig mange T-shirts der.
Er det nu, fordi jeg er superfan af statement-T-shirts, at jeg tager fat på så lille en ting til så stor en begivenhed. Nej, not even close. Jeg ejer selv kun to –”Choose life” og ”BlaBlaBla” – der rundt regnet begge er fra før Kristi fødsel og omtrent har været gemt væk bagerst i skabet lige så længe.
Grunden er derimod, at netop den sætning – altså ”I’m gay. Who gives a fuck?” – indkapsler så fint, hvad der gør Priden og hele miljøet og menneskene omkring den så fantastisk og speciel i mine øjne.
Dobbeltheden i ”Who gives a fuck?”– aka ”Who cares?” og ”Hvem giver et skrald?” – gjorde mig glad helt ned i tæerne, da jeg stod der midt på Rådhuspladsen i København for nogle uger siden. For det er netop den mentalitet, der gør, at jeg umuligt ville kunne leve uden mine gay boyfriends og deres ”Drop at være så skide selvhøjtidelig, og lad os nu bare have det lidt sjovt”-mentalitet.
Langt de fleste heteroer er godt klar over, at de er ”trumfet” af homoerne, hvad angår mangel på selvhøjtidelighed og lysten til at have det sjovt. Om de så vil indrømme det eller ej, er en anden sag. Faktisk rullede op til flere af mine heteroseksuelle venner ud med den selv samme kommentar, når snakken faldt på Priden: ”Det skal nok blive årets fest,” sagde de næsten enstemmigt. ”For er der noget homoerne kan, så er det at feste igennem.”
Lidt heterosimplificeret, ja, men alligevel ret spot on. For homoerne forstår nemlig ”logikken” i, at man skal smide den selvhøjtidelige hat, før det kan blive rigtig sjovt. Det er ikke nok bare at stå med en øl i hånden og bobbe cool med hovedet til musikken. Nej, frem med guldglimmeret og de grimmeste Venga Boys-moves, og først dér bliver festen en rigtig Fest med stort F. Og Priden blev virkelig en fest.
Tidligere på året lavede jeg et interview med en coach-ud-i-livet, hvis allervigtigste pointe til os alle også var: Grin lidt af dig selv – hver dag! Min erfaring har dog været, at det er betydeligt nemmereat efterleve den parole i homomiljøet end i heteromiljøet.
Jeg og min dejligt skøre vennekreds har efterhånden gennem en del år dyrket at danse grimt med vilje. Ja, vi snakker både running man og andre tacky 80’er/90’er-moves. På langt de fleste heterodiskoteker er vores udfoldelser blevet mødt af en del øjenrul og rynken på næsen. Men ALDRIG på hedengangne Blender i Århus eller på Be Proud i København, for blot at nævne to steder.
Priden understregede til perfektion, hvordan et farvel til selvhøjtideligheden skruer helt op for varmen. Ikke nok med at der ikke blev rynket på næsen af de grimme Venga Boys-moves, vi alle fremførte. Nej, samtlige i den gruppe, jeg stod sammen med, dansede med mindst lige så store armbevægelser som mig og med mindst lige så mange udbrud af spontan latter over at slå sig løs.
Med Pridens ”Who gives a fuck?” pumpende friskt i årerne skød jeg efter hjemkomsten et lille eksperiment i gang. Jeg ville se, om man kunne overføre denne smittende ”Drop selvhøjtideligheden og lad os nu bare have det sjovt”-danseglæde til et andet forum: en dansekoncepttime i mit træningscenter – aka. selvhøjtidelighedens højborg.
Jeg ville gerne kunne konkludere, at de andre blev inspireret af min anti-selvhøjtidelighed og mine Venga Boys-moves. Men nej. Desværre. Heterodiskotekblikket var den eneste respons, jeg fik.
Startvanskeligheder til trods fortsætter jeg nu alligevel mit “Who gives a fuck?”-togt. Tja, lidt jubeloptimist har man vel lov til at være efter en så fantastisk Pride. Så watch out derude på dansegulvene: I’m a woman with a “gay” plan! /
Seneste kommentarer