Af Martin Møller Aamand
URO I JERNET er titlen på en ny blog, der udforsker alle tænkelige aspekter af sex mellem mænd. På bloggen kan man læse og blande sig i debatter så forskellige som, hvad man gør for at undgå smerter ved analsex, og hvor galt en date kan gå.
Panbladet.dk sendte den anonyme blogger bag URO I JERNET en mail med spørgsmål. Du kan læse svarene her.
Hvad kan vi læse om på din blog?
Alt det inden, under og efter sex, der opstår, når man er mand, der har sex med mænd. Udtrykket ”uro i jernet” valgte jeg som titlen på min blog, fordi det kun kan være en beskrivelse af en liderlig mand, og det er jo netop det, min blog handler om.
Hvordan fik du idéen til bloggen?
En af mine venner syntes, jeg skulle starte en blog om mine sexoplevelser og alle de tip, jeg når frem til. Det var på en måde også der, det hele startede, men så gik det op for mig, at der jo også er en læser derude! Derfor måtte jeg stille mig selv det store spørgsmål: Hvad gør jeg for, at nogen gider læse det, jeg skriver? Blogs bliver tit lige så ligegyldige som nogle Facebook-opdateringer, fx ”Jeg drak en dejlig kaffe i dag”.
Hvad gør du så, for at din blog ikke skal blive ligegyldig?
Jeg prøver at have et sæt regler for, hvordan jeg skriver, og en rød tråd i emnerne, så læseren oplever en genkendelighed, lidt som når man hører radio satire, du ved hvor man oplever en genkendelighed i den samme figur som sættes på nye prøver uge for uge, men relationen bibeholdes fordi hovedtrækkene ikke ændres. Foruden det prøver jeg at sætte mig mål om at være debatterende, informativ og underholdene.
Hvor får du inspirationen fra?
Fra mit eget liv eller min omgangskreds. Jeg får også inspiration fra debatter, artikler, ordopslag eller blogs på nettet. Her kan jeg få lyst til at blande mig i debatten og lade min blog fortælle en anden vinkel af historien. Det skete for eksempel, da jeg søgte på analsex og opdagede, at manges fokus var på, hvor ondt det gør. Jeg besluttede derfor at tænke igennem, hvad jeg egentlig har oplevet af smerter ved analsex, forklare i hvilken sammenhæng, og fortælle, hvad jeg gør for at modvirke dem.
Hvad gør man så for at modvirke smerter ved analsex?
Det er et rigtigt godt spørgsmål, jeg kan kun bidrage til med mine egne erfaringer, og dem kan du læse i blogindlægget ”Smerter ved analsex?” på uroijernet.dk.
Hvad er det næste, vi kan læse på din blog?
Uden at sætte mig fast på noget, så tror jeg, det næste vil være mere grænsesøgende end tidligere. Netop fordi jeg føler, jeg blogmæssigt har fundet en måde at skrive på, vil jeg nu turde at bevæge mig ud på lidt mere farlige eller mere perverse emner.
Hvem er du i virkeligheden?
En stor del af konceptet er, at jeg er ganske anonym. Som læser skal du kunne identificere dig med det, jeg skriver, ikke med den person, jeg er. Jeg kan dog løfte sløret for, at jeg er en ganske almindelig, ung mand med en god fantasi, en grænsesøgende natur og en masse URO I JERNET. /
Bloggerens identitet er redaktionen bekendt.
Seneste kommentarer