Den rigtige produktion kan gøre en simpel melodi til noget storslået. Prøv at lytte til Everything But the Girl’s “Missing” – den akustiske version, fra før Todd Terry remixede den til succes. Prøv så at lytte til Albertes stille udgave af “Min klub først”. Lyt så nu til de to hit-versioner af sangene. Er det ikke vanvittigt? Det er sådan noget, der gør at jeg elsker elektronisk musik. Det er den helt rigtige kombination af sangbar melodi og iørefaldende produktion. Der er masser af fede beats derude på dansegulvene, men uden de gode melodier, så forsvinder de hurtigt fra min hukommelse… og når det nu er sagt… Der er en håndfuld intrumentale tracks på Monster, som jeg fristes til at spole forbi. De er ikke dårlige, langt fra, men mellem vokaltracksene virker de anonyme. Albummet fungerer i sin helhed, men det er altid melodierne der fanger mig.
Jeg er i det hele taget enormt splittet over Monster. Det er skønt at sangene får tid til at bygge op. Intet er forhastet. Intet bliver proppet ned i en pop-skabelon. Selv “Min klub først”, som for de flestes vedkommende nok er Monsters største bid lokkemad, er i sin fulde ni minutters længde. Det er enormt modig ikke at inkludere en kort radioversion af “Min klub Først”, men også respektværdigt, idet poppen bestemt ikke har brug for flere billige tricks, men derimod integritet. Monster lader til at være en udgivelse der har fået lov til at få liv, uden at nogen har stået og banket Lux oven i hovedet for at lave ti kopier af “Min klub først”
Som sagt, ikke hele albummet falder i min smag. Jeg er ikke vanvittig begejstret for Solveig Sandnes. Hun er gæstevokalist på to af tracks’ene. Det ene – “Jackpot” – er knas, støj, bjørk’ske skævheder og Ray of Light elektrostorhed, det andet – “Lose You” – er pumpebas, handclaps og lydvacuums. Musikken er lækker, men produktionen af Sandnes’ vokal virker tynd og diskantet, og som så meget radiopop for tiden, får stemmen en insisterende, nærmest borende egenskab, med samme behagelighedsfaktor som en god omgang tinnitus. Ville meget hellere have hende uden filter! Martin Ryum, som synger duet med Sandnes på “Lose you”, behøves aldrig mere igen at ytre sætningen: “like a butterfly returning from battle”. Folk må gerne strække sig efter metaforene, men lige netop det tekstbillede er noget vås!
Monsters tredie skæring “Mafish Kedah” er løsningen på alle vores integrationsproblemer! De fleste danskere har det svært med den arabiske verdens musikkultur, og om end de færreste ville være i stand til at beskrive grunden dertil andet end at “det lyder forkert”, så er den vestlige verdens dur og mol toneskala så dybt integreret i vores kroppe at den arabiske skala lyder forkert i vores ører – og jo, de har deres egen! Så løsningen er… vores toneskala tilsat deres vokal. Et stk. integrationspris til Rosa Lux, tak.
Siden Randi Laubek udsendte sin debut Ducks and Drakes i 1997 har jeg ventet på at nogen ville hive hende ind i et mere elektronisk univers. Laubek er en fremragende sangskriver, en af de bedste vi har herhjemme, og hun gør det så godt som medkomponist og gæstevokalist på titelsangen Monsters. Laubek og Lux må meget gerne skrive flere sange sammen. Hører i efter, kvindfolk? I det hele taget kunne det være fedt at parre danske popmusikere med nogle flere DJ’s. Jeg synes Alberte er enormt rar, på den der hyggelige, folkekære måde, men hendes musik keder mig usigeligt. Hun har ikke fået mig til at synge med siden 1991 og “Tænder på et Kys”. Bland dog de genrer! Vend blikket nedover Europa og Mellemøsten og GLEM Amerikas kommercielle pop-tarveligheder.
Der er enkelte små bump på Monsters smukt belagte lydsti, men ellers er det et album, som de fleste af os ville blive et rarere menneske af at lytte til.
5 stjerner
Seneste kommentarer