Af Christian Bigom og Kristoffer Petterson
Vores naboer på Silent and Clean er meget venlige og snakkesalige. En ung mand i meget små shorts med Adonis-lignende skikkelse stavrede kækt hen og præsenterede sig. Vi sad i strandstolene og fik os en kold hvidvin over lidt rekreativ læsning, men slog da gerne en sludder af med den glade gut. Godt naboskab er ikke forbudt. Navnet har fortabet sig i den ophobede mængde indtryk, men vi kan huske, at det er hans 9. gang på Roskilde, og han ser frem til at kunne erklære sit 10 års jubilæum næste år. Sådan noget scorer sikkert point hos damerne.
Han fortalte begejstret om et spil, som de var glade for i deres camp, og det hedder “sko”. Det er muligvis det samme som ølbowling, det går i al fald ud på at mindst to deltagere sidder overfor hinanden i en vis afstand med en åbnet øldåse mellem sig på midten af banen. De skal så kaste sko efter den, og den, som får den væltet, skal skynde sig at drikke så meget som muligt af sin egen øl, inden den anden… For at gøre en lang historie kort, så går det ud på drikke sig fuld så hurtigt som muligt. Den, der taber, kan så sidde og skumle i skamfuld ædruelighed. Spillet er nu blevet demonstreret mange gange foran vores telt, og at se det lykkelige kasteri frem og tilbage i håbet om en snarlig storbrandert har da sin egen charme.
De andre naboer er også meget imødekommende. En pige fra teltet overfor vores kom over og hjalp os med at tømme vores chipspose, hvorefter hendes kæreste gav koncert på sin lille guitar, hvis lyd minder mere om en ulykkelig ukulele (desværre et lovligt musikinstrument). Hvis man ikke kan finde noget at høre på den ene åbnede scene, indtil alle scener åbner torsdag, så gives der koncert nærmest hele dagen på campingpladsen af gamle slagere. Vi har dog planlagt at høre Kirsten og Marie, et ungt tvillingepar fra Viborg, som skulle være up and coming, som man siger. Vi skriver om denne oplevelse i næste skriv.
Christian er studerende, engageret i Panidræt og aktuelt i gang med at planlægge Regnbuenatten, som er et fælles LGBT-indslag under Kulturnatten i Huset i Magstræde. Kristoffer har baggrund som frivillig rådgiver på Ungdomstelefonen og som politisk aktiv i LGBT Danmark.
Christian og Kristoffer, blogger i denne uge på Panbladet.dk fra Roskilde Festival. Vil du også blogge på Panbladet.dk så send en mail til mark@panbladet.dk.
Tidligere indlæg:















0 kommentarer to “Panbladet på Roskilde: Naboskab”