Boganmeldelse: “Kvababbelser” « panbladet.dk | LGBT Danmarks nyheds- og kultursite

Boganmeldelse: “Kvababbelser”

Forfatter: Knud Heickendorff (Mød forfatteren d.29. maj kl. 19.30 i LGBT biblioteket)

Titel: Kvababbelser

Forlag: Skriveforlaget, 156 s.

Romanen finder sted i København i 1983, hvor tre ret forskellige venner mødes efter at have fundet hinanden på en bøsse-ølejr året inden. Vi følger dem henover en weekend i en række parallelle, men sammenhængende handlingsforløb, som byder på både pinlige og dramatiske optrin, lidt romantisk komedie samt en dosis erotika i tilgift.

Undervejs i romanen vendes en del temaer og forhold, der er lige så relevante for bøsser i dag, som de var dengang. Temaerne vægtes forskelligt, men blandt de mest fremtrædende er de følelser, mænd kan have for hinanden i og uden for et parforhold, livet som single og længslen efter en kæreste, åbne forhold og engangsknald samt homoseksuelle forældre og homoseksuelles egne forældre.

Det gennemgående hovedtema er imidlertid det at være bøsse i en brydningstid, hvor homoseksuelle var begyndt at leve åbent, men stadig ikke var fuldt accepteret i samfundet. Dette skildres tydeligst gennem John, som i en alder af 30 år endnu ikke er sprunget ud over for sin dominerende mor, og som vægrer sig ved at vise sit forhold til sin kæreste offentligt – hvilket netop lægger pres på dette forhold.

Noget, der ikke nævnes eksplicit i bogen, er aids, hvilket måske er usædvanligt for en roman om bøsser i 1980’erne. Alligevel optræder sygdommen på en uhyggelig og bogstaveligt talt ildevarslende måde, som kaster en tråd frem til Knud Heickendorffs nye roman Krakeleringer, der har netop aids som altoverskyggende tema. Krakeleringer udkommer i maj 2012 og bygger på forfatterens egne erfaringer fra 1990’erne.

Forfatteren

Inspirationen til Kvababbelser kommer fra Knud Heickendorffs egen ungdomstid i København i slutningen af 1970’erne. Her var han aktiv i Bøssernes Befrielsesfront og kom i Bøssehuset på Christiania, hvor han under navnet Flossie Fløjlstunge optrådte i nogle meget flippede forestillinger.

I dag lever han på Falster og driver en kendt frisørsalon i Nykøbing. Han er dog stadig aktiv på scenen, hvor han spiller skuespil og skriver tekster til et lokalt teater.

Teatererfaringen viser sig i tydeligt i hans talent for at skrive i scener, hvor talrige replikker gnidningsfrit ledsager romanfigurernes tanker og følelser. Det, der siges, er dog langtfra altid det samme som det, der tænkes – ganske som i virkeligheden.

Samlet vurdering

Romanen er godt og flydende skrevet, og dens mange fine iagttagelser af livet som bøsse i startfirsernes København gør den til en underholdende, engagerende og tankevækkende læseoplevelse: Er det f.eks. nemmere at være ung bøsse i dag end dengang?

Kvababbelser er en fin og lovende debut fra en forfatter, som altså allerede, her et år efter, er klar med en ny roman.

Mød forfatteren!
Hvis du har lyst til at møde Knud Heickendorff og høre ham læse op og fortælle om sine bøger – og måske spørge ind til dem – er der mulighed for dette tirsdag den 29. maj. Da afholder LGBT Biblioteket (LGBT Danmarks bibliotek) nemlig en forfatteraften kl. 19.30 i foreningens lokale Toppen i Nygade 7 (på Strøget). Der er gratis adgang og alle er velkomne, både med og uden medlemskab af LGBT Danmark.

Medlemmer af LGBT Danmark kan låne bogen i LGBT Biblioteket, der holder til i foreningens lokaler i Nygade 7 (på Strøget).

0 kommentarer to “Boganmeldelse: “Kvababbelser””


  • Ingen kommentarer

Skriv en kommentar