Af Karen M. Larsen
Der har i de senere år været en voksende interesse i Vesten for de såkaldte hijras – en gruppe af mennesker der lever i Indien, Pakistan og
Bangladesh. En hijra er en biologisk mand der går i kvindetøj og som ideelt set giver afkald på sex ved at lade sig kastrere og i denne forbindelse ofrer sine kønsdele til den hinduistiske gud Bedhraj Mata. Som følge af denne religiøse kastration antages en hijra at have visse magiske evner, især evnen til at kunne velsigne nygifte og nyfødte med frugtbarhed. De lever på kanten af det etablerede samfund, og de bliver mødt både med en vis respekt og en del foragt.
Hijras lever i hierarkisk opbyggede fællesskaber – og for at kunne blive anerkendt som en autentisk hijra skal man rituelt havde tilsluttet
sig en gruppe af hijras og underordnet sig en guru.
Som den indiske antropolog og kønsforsker Gayatri Reddy skildrer det i sin meget velskrevne bog ”With Respect to Sex – Negotiating Hijra
Identity in South India” så er hijra identiteten og rollen en meget kompleks størrelse, da den trækker på en række indiske forestillinger om køn, seksualitet, kaste, klasse og religion.
F.eks. er det oplagt at ville spore hijra identiteten og rollen langt tilbage i den indiske religionshistorie. Hinduismen kender f.eks. til en
række fortællinger om guder, der skifter køn. Dertil kommer, at hijra identiteten og rollen helt klart trækker på det indiske askeseideal hvor den, der forsager familielivet og seksualiteten – og dermed faktisk gør oprør mod den etablerede samfundsorden – mødes med stor respekt bl.a. fordi det antages, at den der på denne måde befinder sig på kanten af samfundet er udstyret med særlige magiske egenskaber.
Men samtidigt med at hijras altså har en forbindelse til hinduismen, hvad jo også viser sig ved at de dyrker den hinduistiske gud
Bedhraj Mata, så definerer hijras sig som muslimer. Således skal man konvertere til islam for at kunne blive hijra. Hijra kulturen er da også stærkest i de områder af Indien hvor der er flest muslimer. Alt i alt er det derfor oplagt at se hijra identiteten og rollen som et fænomen, der ikke bare har rødder i hinduismen men også i islam, nærmere betegnet i den anerkendelse og respekt som eunukker blev mødt med i den muslimske verden i tiden før den europæiske imperialisme, der på mange måder greb ind i f.eks. indernes moralnormer og værdi sæt.
Men ikke nok med at hijras altså nedbryder forestillingen om at hinduisme og islam er hinandens absolutte modsætninger. Nej, de relativerer
også askeidealet. For nok fremhæver hijras typisk, at hijras er aseksuelle og at de ernærer sig ved at forrette religiøse ritualer. Men op mod 50 procent af alle hijras ernærer sig faktisk ved at sælge sex – og mange har en mand som de lever sammen med. Denne forening af askese og lyst, som også findes hos den hinduistiske gud Shiva, hører med til den indiske evne til at forene forhold, som i Vesten ses som hinandens modsætninger.
Hijras relativerer også den typiske vestlige forståelse af køn og seksualitet. Hijras trækker på en forestilling om køn, hvor der lægges
vægt på den sociale og seksuelle rolle man indtager. I og med at de går i kvindetøj og forretter andre feminint kønnede aktiviteter som f.eks. madlavning – og i med at de indtager den passive rolle i forbindelse med analsex med biologiske mænd er de i egne øjne en slags kvinder. Men de ser sig ikke som kvinder – for at være kvinde mener de forudsætter, at man kan føde børn. I stedet opdeler de kønslandskabet i tre køn: mænd, kvinder og hijras. I øvrigt ser hijras sig som tilhørende en stor familie af de såkaldte ”kotis”, dvs. mænd der optræder feminint og lader sig penetrere seksuelt, men i og med at de lever og klæder sig som kvinder – og lader sig kastrere – ser de sig som dem, der har krav på mest respekt fordi de er villige til at ofre mest. Og opnåelse af respekt spiller for hijras, som for de fleste andre indere, en meget stor
rolle. I øvrigt synes hijras ikke at kunne indtænke muligheden af biologiske kvinder, der klæder sig maskulint og indtager en penetrerende rolle.
Med andre ord passer hijras ikke til den vestlige term ”homoseksuel”, for deres udgangspunkt er ikke kønnet på dem de er seksuelt interesseret i, ud over at de jo som sagt har et noget komplekst forhold til det seksuelle begær. Hijras passer imidlertid heller ikke rigtigt til den vestlige term ”transkønnet”, for i modsætning til den typiske transkvinde ser de sig ikke som kvinder, der er blevet født i en mands krop. Selv om Gayatri Reddy ikke bryder sig om betegnelsen ”det tredje køn” for hijras synes jeg dog, at det alt andet lige er den bedste betegnelse for dem. Men det er vigtigt, at fremhæve, at hijra rollen og identiteten ikke kan reduceres til at handle om køn og seksualitet, det er også en religiøs rolle, og den synes i øvrigt at være knyttet til mennesker fra de lavere klasser i det indiske samfund, der ikke er præget af vestlige
forestillinger om køn og seksualitet.
Gayatri Reddys bog har været en sand øjenåbner for mig. Det har været fascinerende at se hvor kompleks hijra identiteten og rollen er – og
at få øjnene op for hvor problematisk det er at ville bedømme ikke-vestlige kulturelle og identitetsmæssige fænomener ud fra vestlige forestillinger og forventninger.
Seneste kommentarer