Archive for the 'Udland' Category

I Tanzania bliver homoseksualitet bortforklaret som en fremmed sygdom, der spreder sig fra vesten. Opfattelsen bliver desværre kun forstærket af, at penge og aktivister uden lokalkendskab strømmer ind fra udlandet, siger Fransisca Matay. Hun efterlyser flere langsigtede projekter med lokal forankring

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

»Det strømmer ind med folk, der vil arbejde for homoseksuelles rettigheder. Eller som vil betale nogen her i Tanzania for at gøre det. Det er desværre svært at se præcist, hvordan de vil gøre det.« Fransisca Matay, der selv arbejder med HIV-forebyggelse blandt homoseksuelle, lægger ikke fingrene imellem. Hun er frustreret over udenlandske homo-aktivister, der under korte ophold i Tanzania råber højt om homoseksuelles manglende rettigheder.

Selv om besøgene fra udlandet er velmente, skader de langt mere end gavner. Besøgene er med til at cementere folks opfattelse af, at homoseksualitet er noget udenlandsk, der ikke hører hjemme i Afrika. Det er både uheldigt og ulykkeligt, at de homoseksuelles kamp så klart forbindes med vesten, siger Fransisca Matay.

Fransisca Matays eget arbejde med HIV-forebygggelse er finansieret af revisionsfirmaet Deloitte i Tanzania. Den støtte er Fransisca Matay taknemmelig for, da lokal ledelse og finansiering har gjort det lettere for hende at svare igen, når nogen forsøger at mistænkeliggøre hendes arbejde.

Behov for seriøse organisationer
Fransisca Matay ville ønske, at store udviklingsorganisationer med lokal forankring tog kampen for homoseksuelles rettigheder til sig. I øjeblikket ser hun alt for mange organisationer, der leverer alt for få resultater. »De homoseksuelle har behov for initiativer, der giver dem et bedre liv her i Tanzania. Det er simpelthen ikke nok bare at beskrive overgreb og manglende rettigheder til dem, der gider lytte i udlandet.«

Julius er et kendt ansigt blandt de andre homoseksuelle i kvarteret Kinondoni. Det er ofte ham, de kommer til, når noget brænder på. I Tanzania skal homoseksuelle nemlig holde lav profil eller forvente problemer. Selv i Kinondoni der er kendt som en relativ tolerant plet midt i millionbyen Dar Es Salaam

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

Min taxa stopper foran en af baren. Julius’ instruktioner om, hvordan jeg skal finde ham, giver ikke meget væk. Kun navnet på en bar på Kinondoni Road og et mobilnummer, jeg kan ringe til, når jeg er der.
Baren er ikke meget andet end en falmet grøn presenning, der kaster skygge over en disk og et par borde. Langs med jorden kryber et skilt, der fortæller, at jeg har fundet den rigtige bar. Julius tager telefonen og lover mig at komme lidt senere. Måske er det den letteste måde, vi mødes på? Måske er det en måde, som Julius bruger for at kunne se mig an lidt på afstand? Inden han fortæller om at leve som homoseksuel i Tanzania. Det er ikke til at vide.

Store konsekvenser for homoseksuelle
Vi falder hurtigt i snak. For hvordan tør han egentlig mødes mig, når nu man kan få 30 år i fængsel for homoseksualitet? Julius kikker lidt forbavset på mig. Det er ikke loven, der forbyder homoseksualitet, han frygter mest. For at blive dømt, skal politiet afsløre en mand i seng med en anden mand. Det er kun sket i meget få tilfælde, fx når sladderpressen har sparket døren ind til homoseksuelle par og fotograferet dem.
Forfølgelsen af homoseksuelle er alligevel reel nok, forklarer Julius. »Hvis myndighederne vil slå ned på de homoseksuelle, finder de på andre anklager. Hvis de vil, skal de nok finde en måde.« Diskriminationen er alle steder i hverdagen, siger Julius. »Det er virkeligt svært at finde et job og et sted at bo, hvis folk ved, at du er homoseksuel.« Derfor gør mange næsten alt for at undgå, at deres hemmelighed skal komme ud.
Konsekvenserne ved at være åben homoseksuel kan være skræmmende. Nogle af de mænd, Julius har kontakt med, er blevet udstødt af deres familier.  Uden penge eller job ender de tit i prostitution. I Kinondoni er det hverken svært eller dyrt at finde en mandlig prostitueret, fortæller Julius. Prisen ligger et sted mellem 1 og 2 dollars.

På hjemmebane
Julius har besluttet, at vi skal mødes på hans hjemmebane. I kvarteret omkring Kinondoni Road. Det mest overvældende her er larmen. Ikke lyden fra tung trafik men lyden fra mennesker. Kvinder der råber inde bag skæve facader langs med vejen, når prisen på sandaler og grønne appelsiner skal forhandles ned. Butiksejere, der fra en plads i skyggen, holder gang i en højlydt samtale på tværs af vejen. Lokale barer der allerede midt på formiddagen banker Zairë-rock ud af knitrende højttaler.
Langs med vejen ligger små apostolske og evangeliske frikirker side om side med moskeer. En gruppe af små skolepiger med kridhvide slør leger foran en skole. I vejkanten sælger mænd benzin i gamle vandflasker. På overfladen skiller Kinondoni sig ikke meget ud fra resten af Dar Es Salaam.
Det er kun indtil, man kikker ordentligt efter.  Julius griner. »Velkommen til Kinondoni. Her har vi bøsser, lesbiske, narkomaner, alt« Når homoseksuelle bliver jaget væk andre steder, ender de her.

Et kendt ansigt
De homoseksuelle i Kinondoni kender hinanden. Og de kender Julius. I seks år arbejdede han frivilligt. Nu er en udviklingsorganisation begyndt at støtte ham, men hans arbejde er stadig det samme: At svare på alt det, de homoseksuelle ikke få svar på andre steder.
»Jeg får mange spørgsmål omkring HIV og AIDS, om behandling og om hvordan man får smitten som homoseksuel. Alt det man ikke kan spørge om på hospitalerne”, siger Julius. Han gætter på, at han i løbet af en uge har kontakt til mere end 50.
Varmen og støvet har ikke sat sig spor på Julius. Hans sko skinner. Den lysegule skjorte sidder perfekt ned i de grå bukser. Han smiler næsten ligeså meget, som han taler. Det er svært at forestille sig, at nogen ville beskylde Julius for at stå i ledtog med djævlen. Eller nogen af de andre bizarre forbrydelser som homoseksuelle i Afrika til beskyldes for.
Hvilke konsekvenser har det haft for Julius, at han er åben om sin seksualitet? Han glider af på spørgsmålet. Den hemmelighed deler han ikke. I stedet ser han fremad. »Vi er engagerede, og man skal begynde et sted. Nogen skal begynde.«