panbladet.dk « panbladet.dk | LGBT Danmarks nyheds- og kultursite

Archive for the 'panbladet.dk' Category

Page 2 of 68

LGBT på arbejdspladsen

Q-Factor, en dansk non-profit organisation dedikeret til at sikre LGBT og kønsligestilling i erhvervslivet, har  i dag færdiggjort
resultaterne af den danske LGBT arbejdsplads-undersøgelse, en uafhængig undersøgelse af klimaet i den danske arbejdsstyrke, som vedrører LGBT-miljøet.

1.280 personer har deltaget i online-undersøgelsen, der fandt sted fra 01.10.2010 –20.04.2011. Deltagerne blev bedt om at rapportere om faktorer, såsom deres glæde og åbenhed i forbindelse med at være LGBT-medarbejdere i Danmark,
og hvordan deres produktivitet påvirkes af deres arbejdsgiveres oplevede holdninger til LGBT-arbejdsstyrken. Alle
svar blev indsamlet anonymt. Undersøgelsen viste at 30% af LGBT-personerne enten ikke er sprunget ud eller kun er sprunget ud for de
nærmeste kolleger. Kun hver anden er fuldstændig ude på deres arbejdsplads.

“Tidligere undersøgelser har vist, at LGBT-inklusion, eller mangel på samme, direkte påvirker effektiviteten af ​​LGBT-medarbejdere,” sagde Becky Steckhahn-Strohmer, medstifter af Q-Factor. ”Den danske LGBT arbejdsplads-undersøgelse
blev designet til at være et samlet overblik over, hvordan LGBT-medarbejdere oplever arbejdslivet i Danmark. Resultaterne
skitserer problemområder samt styrker for de danske arbejdsgivere i forhold til LGBT-mangfoldighed. Resultaterne peger klart på specifikke foranstaltninger arbejdsgivere kan tage, for at deres ansatte føler sig velkomne og støttet. Denne skelnen mellem hvordan opfattelsen af arbejdspladsen var, og hvad der gjorde medarbejderne trygge, var overraskende i den klare forskel der kan påpeges. Disse resultater vil gøre det muligt at skabe at nyt sæt standarder for mangfoldighed og inklusion på det danske arbejdsmarked. I sidste ende udmønter integration sig på bundlinjen for virksomheden og gennem en sundere arbejdsstyrke.”

SMS til Tanzanias usynlige homoseksuelle

Kan en SMS være med til at redde liv? Svaret er et ja, hvis du spørger Dr. Joyce Nyoni fra Universitetet i Dar Es Salaam. Nogle gange kan faktisk det være den eneste måde. Eksempelvis når homoseksuelle i Tanzania skal have at vide, hvordan de undgår HIV og AIDS. For hvordan oplyser man en gruppe af mennesker om HIV-smitte, hvis de samtidig risikerer 30 års fængsel for at anerkende deres seksualitet?

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

Joyce Nyoni havde aldrig troet, at hun skulle forske i HIV-forebyggelse blandt homoseksuelle. Men sådan gik det, selvom hendes forskning er kontroversiel i Tanzania, hvor homoseksuelle stadig diskrimineres og forfølges. Og hvor homoseksualitet ironisk nok også bliver beskrevet som noget u-afrikansk og fremmed, der ikke findes der. Den holdning præger også forebyggelsen af HIV blandt homoseksuelle. Der er ikke forebyggelse, og alt for mange homoseksuelle bliver smittet med HIV.

Læs mere » ‘SMS til Tanzanias usynlige homoseksuelle’

»Send ikke flere aktivister«

I Tanzania bliver homoseksualitet bortforklaret som en fremmed sygdom, der spreder sig fra vesten. Opfattelsen bliver desværre kun forstærket af, at penge og aktivister uden lokalkendskab strømmer ind fra udlandet, siger Fransisca Matay. Hun efterlyser flere langsigtede projekter med lokal forankring

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

»Det strømmer ind med folk, der vil arbejde for homoseksuelles rettigheder. Eller som vil betale nogen her i Tanzania for at gøre det. Det er desværre svært at se præcist, hvordan de vil gøre det.« Fransisca Matay, der selv arbejder med HIV-forebyggelse blandt homoseksuelle, lægger ikke fingrene imellem. Hun er frustreret over udenlandske homo-aktivister, der under korte ophold i Tanzania råber højt om homoseksuelles manglende rettigheder.

Selv om besøgene fra udlandet er velmente, skader de langt mere end gavner. Besøgene er med til at cementere folks opfattelse af, at homoseksualitet er noget udenlandsk, der ikke hører hjemme i Afrika. Det er både uheldigt og ulykkeligt, at de homoseksuelles kamp så klart forbindes med vesten, siger Fransisca Matay.

Fransisca Matays eget arbejde med HIV-forebygggelse er finansieret af revisionsfirmaet Deloitte i Tanzania. Den støtte er Fransisca Matay taknemmelig for, da lokal ledelse og finansiering har gjort det lettere for hende at svare igen, når nogen forsøger at mistænkeliggøre hendes arbejde.

Behov for seriøse organisationer
Fransisca Matay ville ønske, at store udviklingsorganisationer med lokal forankring tog kampen for homoseksuelles rettigheder til sig. I øjeblikket ser hun alt for mange organisationer, der leverer alt for få resultater. »De homoseksuelle har behov for initiativer, der giver dem et bedre liv her i Tanzania. Det er simpelthen ikke nok bare at beskrive overgreb og manglende rettigheder til dem, der gider lytte i udlandet.«

En udstødt minoritet

»Da vi startede op, frygtede jeg, at vores bygning skulle blive brændt ned. Udenfor råbte folk, at vi arbejdede for ulovlige grupper.« Fransisca Matay lærte på den hårde måde, at man ikke bliver populær ved at tale de homoseksuelles sag i Tanzania. Alligevel kæmper hun og hendes organisation for at sætte HIV blandt homoseksuelle på dagsordenen

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

Fransisca Matay har i flere år arbejdet blandt homoseksuelle mænd i Dar Es Salaam. Hun vidste på forhånd, at projektet ikke ville kaste lette sejre af sig. Det gør det sjældent, når man beskæftiger sig med homoseksuelle i Tanzania.
Slet ikke når man trykker dér, hvor det gør allermest ondt. Og det gør Fransisca Matay og de andre fra hendes organisation TAWIF- – Tanzania Women of Impact Foundation. »Vi har fokus på de allermest udsatte. De der er udstødt af deres familie. De der måtte flygte til ghettoen her i Dar Es Salaam. De der er ekskluderet af samfundet, og de der lever af at sælge sex.«

Læs mere » ‘En udstødt minoritet’

Lav profil i Kinondoni

Julius er et kendt ansigt blandt de andre homoseksuelle i kvarteret Kinondoni. Det er ofte ham, de kommer til, når noget brænder på. I Tanzania skal homoseksuelle nemlig holde lav profil eller forvente problemer. Selv i Kinondoni der er kendt som en relativ tolerant plet midt i millionbyen Dar Es Salaam

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

Min taxa stopper foran en af baren. Julius’ instruktioner om, hvordan jeg skal finde ham, giver ikke meget væk. Kun navnet på en bar på Kinondoni Road og et mobilnummer, jeg kan ringe til, når jeg er der.
Baren er ikke meget andet end en falmet grøn presenning, der kaster skygge over en disk og et par borde. Langs med jorden kryber et skilt, der fortæller, at jeg har fundet den rigtige bar. Julius tager telefonen og lover mig at komme lidt senere. Måske er det den letteste måde, vi mødes på? Måske er det en måde, som Julius bruger for at kunne se mig an lidt på afstand? Inden han fortæller om at leve som homoseksuel i Tanzania. Det er ikke til at vide.

Store konsekvenser for homoseksuelle
Vi falder hurtigt i snak. For hvordan tør han egentlig mødes mig, når nu man kan få 30 år i fængsel for homoseksualitet? Julius kikker lidt forbavset på mig. Det er ikke loven, der forbyder homoseksualitet, han frygter mest. For at blive dømt, skal politiet afsløre en mand i seng med en anden mand. Det er kun sket i meget få tilfælde, fx når sladderpressen har sparket døren ind til homoseksuelle par og fotograferet dem.
Forfølgelsen af homoseksuelle er alligevel reel nok, forklarer Julius. »Hvis myndighederne vil slå ned på de homoseksuelle, finder de på andre anklager. Hvis de vil, skal de nok finde en måde.« Diskriminationen er alle steder i hverdagen, siger Julius. »Det er virkeligt svært at finde et job og et sted at bo, hvis folk ved, at du er homoseksuel.« Derfor gør mange næsten alt for at undgå, at deres hemmelighed skal komme ud.
Konsekvenserne ved at være åben homoseksuel kan være skræmmende. Nogle af de mænd, Julius har kontakt med, er blevet udstødt af deres familier.  Uden penge eller job ender de tit i prostitution. I Kinondoni er det hverken svært eller dyrt at finde en mandlig prostitueret, fortæller Julius. Prisen ligger et sted mellem 1 og 2 dollars.

På hjemmebane
Julius har besluttet, at vi skal mødes på hans hjemmebane. I kvarteret omkring Kinondoni Road. Det mest overvældende her er larmen. Ikke lyden fra tung trafik men lyden fra mennesker. Kvinder der råber inde bag skæve facader langs med vejen, når prisen på sandaler og grønne appelsiner skal forhandles ned. Butiksejere, der fra en plads i skyggen, holder gang i en højlydt samtale på tværs af vejen. Lokale barer der allerede midt på formiddagen banker Zairë-rock ud af knitrende højttaler.
Langs med vejen ligger små apostolske og evangeliske frikirker side om side med moskeer. En gruppe af små skolepiger med kridhvide slør leger foran en skole. I vejkanten sælger mænd benzin i gamle vandflasker. På overfladen skiller Kinondoni sig ikke meget ud fra resten af Dar Es Salaam.
Det er kun indtil, man kikker ordentligt efter.  Julius griner. »Velkommen til Kinondoni. Her har vi bøsser, lesbiske, narkomaner, alt« Når homoseksuelle bliver jaget væk andre steder, ender de her.

Et kendt ansigt
De homoseksuelle i Kinondoni kender hinanden. Og de kender Julius. I seks år arbejdede han frivilligt. Nu er en udviklingsorganisation begyndt at støtte ham, men hans arbejde er stadig det samme: At svare på alt det, de homoseksuelle ikke få svar på andre steder.
»Jeg får mange spørgsmål omkring HIV og AIDS, om behandling og om hvordan man får smitten som homoseksuel. Alt det man ikke kan spørge om på hospitalerne”, siger Julius. Han gætter på, at han i løbet af en uge har kontakt til mere end 50.
Varmen og støvet har ikke sat sig spor på Julius. Hans sko skinner. Den lysegule skjorte sidder perfekt ned i de grå bukser. Han smiler næsten ligeså meget, som han taler. Det er svært at forestille sig, at nogen ville beskylde Julius for at stå i ledtog med djævlen. Eller nogen af de andre bizarre forbrydelser som homoseksuelle i Afrika til beskyldes for.
Hvilke konsekvenser har det haft for Julius, at han er åben om sin seksualitet? Han glider af på spørgsmålet. Den hemmelighed deler han ikke. I stedet ser han fremad. »Vi er engagerede, og man skal begynde et sted. Nogen skal begynde.«