I denne uge indtager Sex & Samfunds seksualoplysningskampagne, Uge Sex, de danske folkeskoler for at imødekomme elever og læreres efterspørgsel efter kvalificeret seksualundervisning.
Ungdomsforeningen i LGBT Danmark arbejder for at gøre LGBT-området til en obligatorisk del af seksualundervisningen. Her på panbladet.dk har vi spurgt Kirstine Østergaard Andersen, der er forperson for LGBT Ungdom, hvad de egentlig går og laver.
/

Kirstine Østergaard Andersen, forperson for LGBT Ungdom
Hvordan forholder LGBT Ungdom sig til Uge Sex-kampagnen?
Vi ved, at det er en uge, hvor henvendelserne til LGBT Ungdom vælter ind, så både skoleprojektgruppen og Gå-Ud-Gruppen (GUG) ruster op, så de kan svare på alle henvendelser. Det er LGBT Ungdoms mulighed for at nå ud til rigtig mange skoleelever, og det er vigtigt for os.
Hvor ligger LGBT Ungdoms fokus, når det kommer til seksualundervisningen i folkeskolen?
For os er det vigtigt, at LGBT-området gøres til en obligatorisk del af seksualundervisningen. På den måde oplyses eleverne på et tidligt tidspunkt om LGBT-området, og det er vigtigt for LGBT-elever, som også har brug for seksualundervisning, der inkluderer dem, men også for de resterende elever, der bliver oplyst om LGBT-området og derved forhåbentlig vil have færre fordomme. LGBT Ungdom mener nemlig, at oplysning nedbryder fordomme.
Hvad mangler den nuværende seksualundervisning, og hvordan kan den blive bedre?
Den mangler inklusion. Det er op til den enkelte lærer, om vedkommende vil inddrage LGBT-området, og når det sker, er det ofte kun homoseksualitet, der tales om. Både biseksuelle og transpersoner udelades. Derudover mangler seksualundervisningen objektivitet. Den information, eleverne får, afhænger meget af lærerens egen viden og egne oplevelser, og derfor er det ikke altid et korrekt og fordomsfrit billede af LGBT-personer, der præsenteres. LGBT Ungdom mener, at seksualundervisningen skal tages ud af folkeskolen og varetages af et særligt uddannet korps, der kommer ud på skolerne og underviser. På den måde sikrer vi en nogenlunde ensartethed, samtidig med at det bør højne objektiviteten.
Hvad gør LGBT Ungdom konkret for at forbedre seksualundervisningen?
Vi har forgæves forsøgt at få undervisningsministeren i tale for at præge debatten om undervisningen i den danske folkeskole. Desværre har vi ikke set de store resultater på den front. Helt konkret har vi Gå-Ud-Gruppen, der tager ud på skoler og holder oplæg om at være LGBT-person og på den måde spreder oplysningen. De gør et rigtig godt stykke arbejde og vil meget gerne ud på endnu flere skoler.
Hvordan kan man selv hjælpe?
Det er vigtigt, at der er fokus på området, og det kan man hjælpe med på flere måder. Er man skoleelev, kan man jo for eksempel fortælle sin lærer om LGBT Ungdom og GUG og foreslå et oplæg som en del af seksualundervisningen. I det hele taget er det vigtigt at inddrage LGBT-området og at sætte spørgsmålstegn ved det, når LGBT-området ikke inddrages.
Læs mere om Uge Sex-kampagnen her. Du kan også læse mere om LGBT Ungdom og foreningens arbejde her. / mma
Seneste kommentarer