panbladet.dk | LGBT Danmarks nyheds- og kultursite

»Send ikke flere aktivister«

I Tanzania bliver homoseksualitet bortforklaret som en fremmed sygdom, der spreder sig fra vesten. Opfattelsen bliver desværre kun forstærket af, at penge og aktivister uden lokalkendskab strømmer ind fra udlandet, siger Fransisca Matay. Hun efterlyser flere langsigtede projekter med lokal forankring

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

»Det strømmer ind med folk, der vil arbejde for homoseksuelles rettigheder. Eller som vil betale nogen her i Tanzania for at gøre det. Det er desværre svært at se præcist, hvordan de vil gøre det.« Fransisca Matay, der selv arbejder med HIV-forebyggelse blandt homoseksuelle, lægger ikke fingrene imellem. Hun er frustreret over udenlandske homo-aktivister, der under korte ophold i Tanzania råber højt om homoseksuelles manglende rettigheder.

Selv om besøgene fra udlandet er velmente, skader de langt mere end gavner. Besøgene er med til at cementere folks opfattelse af, at homoseksualitet er noget udenlandsk, der ikke hører hjemme i Afrika. Det er både uheldigt og ulykkeligt, at de homoseksuelles kamp så klart forbindes med vesten, siger Fransisca Matay.

Fransisca Matays eget arbejde med HIV-forebygggelse er finansieret af revisionsfirmaet Deloitte i Tanzania. Den støtte er Fransisca Matay taknemmelig for, da lokal ledelse og finansiering har gjort det lettere for hende at svare igen, når nogen forsøger at mistænkeliggøre hendes arbejde.

Behov for seriøse organisationer
Fransisca Matay ville ønske, at store udviklingsorganisationer med lokal forankring tog kampen for homoseksuelles rettigheder til sig. I øjeblikket ser hun alt for mange organisationer, der leverer alt for få resultater. »De homoseksuelle har behov for initiativer, der giver dem et bedre liv her i Tanzania. Det er simpelthen ikke nok bare at beskrive overgreb og manglende rettigheder til dem, der gider lytte i udlandet.«

En udstødt minoritet

»Da vi startede op, frygtede jeg, at vores bygning skulle blive brændt ned. Udenfor råbte folk, at vi arbejdede for ulovlige grupper.« Fransisca Matay lærte på den hårde måde, at man ikke bliver populær ved at tale de homoseksuelles sag i Tanzania. Alligevel kæmper hun og hendes organisation for at sætte HIV blandt homoseksuelle på dagsordenen

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

Fransisca Matay har i flere år arbejdet blandt homoseksuelle mænd i Dar Es Salaam. Hun vidste på forhånd, at projektet ikke ville kaste lette sejre af sig. Det gør det sjældent, når man beskæftiger sig med homoseksuelle i Tanzania.
Slet ikke når man trykker dér, hvor det gør allermest ondt. Og det gør Fransisca Matay og de andre fra hendes organisation TAWIF- – Tanzania Women of Impact Foundation. »Vi har fokus på de allermest udsatte. De der er udstødt af deres familie. De der måtte flygte til ghettoen her i Dar Es Salaam. De der er ekskluderet af samfundet, og de der lever af at sælge sex.«

Læs mere » ‘En udstødt minoritet’

Lav profil i Kinondoni

Julius er et kendt ansigt blandt de andre homoseksuelle i kvarteret Kinondoni. Det er ofte ham, de kommer til, når noget brænder på. I Tanzania skal homoseksuelle nemlig holde lav profil eller forvente problemer. Selv i Kinondoni der er kendt som en relativ tolerant plet midt i millionbyen Dar Es Salaam

Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011

Min taxa stopper foran en af baren. Julius’ instruktioner om, hvordan jeg skal finde ham, giver ikke meget væk. Kun navnet på en bar på Kinondoni Road og et mobilnummer, jeg kan ringe til, når jeg er der.
Baren er ikke meget andet end en falmet grøn presenning, der kaster skygge over en disk og et par borde. Langs med jorden kryber et skilt, der fortæller, at jeg har fundet den rigtige bar. Julius tager telefonen og lover mig at komme lidt senere. Måske er det den letteste måde, vi mødes på? Måske er det en måde, som Julius bruger for at kunne se mig an lidt på afstand? Inden han fortæller om at leve som homoseksuel i Tanzania. Det er ikke til at vide.

Store konsekvenser for homoseksuelle
Vi falder hurtigt i snak. For hvordan tør han egentlig mødes mig, når nu man kan få 30 år i fængsel for homoseksualitet? Julius kikker lidt forbavset på mig. Det er ikke loven, der forbyder homoseksualitet, han frygter mest. For at blive dømt, skal politiet afsløre en mand i seng med en anden mand. Det er kun sket i meget få tilfælde, fx når sladderpressen har sparket døren ind til homoseksuelle par og fotograferet dem.
Forfølgelsen af homoseksuelle er alligevel reel nok, forklarer Julius. »Hvis myndighederne vil slå ned på de homoseksuelle, finder de på andre anklager. Hvis de vil, skal de nok finde en måde.« Diskriminationen er alle steder i hverdagen, siger Julius. »Det er virkeligt svært at finde et job og et sted at bo, hvis folk ved, at du er homoseksuel.« Derfor gør mange næsten alt for at undgå, at deres hemmelighed skal komme ud.
Konsekvenserne ved at være åben homoseksuel kan være skræmmende. Nogle af de mænd, Julius har kontakt med, er blevet udstødt af deres familier.  Uden penge eller job ender de tit i prostitution. I Kinondoni er det hverken svært eller dyrt at finde en mandlig prostitueret, fortæller Julius. Prisen ligger et sted mellem 1 og 2 dollars.

På hjemmebane
Julius har besluttet, at vi skal mødes på hans hjemmebane. I kvarteret omkring Kinondoni Road. Det mest overvældende her er larmen. Ikke lyden fra tung trafik men lyden fra mennesker. Kvinder der råber inde bag skæve facader langs med vejen, når prisen på sandaler og grønne appelsiner skal forhandles ned. Butiksejere, der fra en plads i skyggen, holder gang i en højlydt samtale på tværs af vejen. Lokale barer der allerede midt på formiddagen banker Zairë-rock ud af knitrende højttaler.
Langs med vejen ligger små apostolske og evangeliske frikirker side om side med moskeer. En gruppe af små skolepiger med kridhvide slør leger foran en skole. I vejkanten sælger mænd benzin i gamle vandflasker. På overfladen skiller Kinondoni sig ikke meget ud fra resten af Dar Es Salaam.
Det er kun indtil, man kikker ordentligt efter.  Julius griner. »Velkommen til Kinondoni. Her har vi bøsser, lesbiske, narkomaner, alt« Når homoseksuelle bliver jaget væk andre steder, ender de her.

Et kendt ansigt
De homoseksuelle i Kinondoni kender hinanden. Og de kender Julius. I seks år arbejdede han frivilligt. Nu er en udviklingsorganisation begyndt at støtte ham, men hans arbejde er stadig det samme: At svare på alt det, de homoseksuelle ikke få svar på andre steder.
»Jeg får mange spørgsmål omkring HIV og AIDS, om behandling og om hvordan man får smitten som homoseksuel. Alt det man ikke kan spørge om på hospitalerne”, siger Julius. Han gætter på, at han i løbet af en uge har kontakt til mere end 50.
Varmen og støvet har ikke sat sig spor på Julius. Hans sko skinner. Den lysegule skjorte sidder perfekt ned i de grå bukser. Han smiler næsten ligeså meget, som han taler. Det er svært at forestille sig, at nogen ville beskylde Julius for at stå i ledtog med djævlen. Eller nogen af de andre bizarre forbrydelser som homoseksuelle i Afrika til beskyldes for.
Hvilke konsekvenser har det haft for Julius, at han er åben om sin seksualitet? Han glider af på spørgsmålet. Den hemmelighed deler han ikke. I stedet ser han fremad. »Vi er engagerede, og man skal begynde et sted. Nogen skal begynde.«

Fokus på afrikanske homoseksuelle

Fordomme, tabuer og lange fængselsstraffe gør homoseksuelle til en usynlig gruppe i Tanzania. Også i de officielle statistikker over udbredelsen af HIV. Tabuet er et stort problem for bekæmpelsen af HIV. Det fortæller Anne Raahauge, der fra sit FN-kontor i Dar Es Salaam forsøger at bryde tavsheden om homoseksuelle og HIV
Af Torben Jarl Jørgensen, oprindelig bragt i Arbejderen 1. juni 2011
»Det støder en maskulin kultur, at mænd har interesse i mænd. Faktisk er det en udbredt opfattelse i Østafrika, at homoseksualitet er en sygdom.« Anne Raahauge får på ingen måde sine succeser foræret i arbejdet hos FN i Dar es Salaam. Hendes arbejde med at forebygge HIV blandt homoseksuelle er en kamp mod tabuer og kriminalisering. Undertrykkelsen er til at få øje på: Hvis to mænd bliver opdaget i samme seng, kan det betyde 30 års fængsel til dem begge.
Da sundhedsmyndighederne i Vesteuropa i 1980’erne satte massivt ind på at forhindre HIV-smitte blandt bøsser i storbyerne, var det ikke kun af kærlighed til bøsserne. Det var også for at forhindre HIV i at sprede sig fra en højrisiko-gruppe til det omgivende samfund.
Helt anderledes er det gået i Afrika. Her har HIV, fordomme og kulturelt ubehag ved homoseksuelle skabt en virkelighed, hvor mænd, der har sex med mænd, i stor stil smitter hinanden. Og andre.
Noget så usexet som manglen på statistik er et stort problem. Ikke kun for de homoseksuelle. Forskningen skal nemlig også fortælle, hvordan HIV spreder sig til hele samfundet via mænd, der har sex med mænd.
En fremmed sygdom
I Tanzania benægter både myndigheder og folk på gaden som regel, at seksuelle minoriteter har en plads i samfundet. Homoseksualitet bortforklares som noget u-afrikansk eller som en sygdom.
Anne Raahauge kan ikke undertrykke et ironisk smil, da hun genfortæller hvad, hun har hørt mange gange i Tanzania. »Der er ingen homoseksuelle her, jo måske nogle enkelte ude ved kysten, tæt på Mombasa, oppe ved Kenya.«
Undertrykkelsen af homoseksuelle er reel i landet. Selvom loven imod homoseksualitet ikke konsekvent bliver håndhævet, sker det. »I september 2009 blev et par og tredve smidt i fængsel. Man hører ikke meget om det. Jeg hørte om det via lokale ngo’ere«.
En anden fare er fotografer fra sladderpressen. De tager ud på barer for at udvælge sig nogen, som de tror, er homoseksuelle. Fotograferne skygger dem, fortæller Anne Raahauge »Så kan du altså få billedet af dig, der kysser en anden mand op på forsiden. Der er ikke nogen beskyttelse mod det. Det betyder udstødelse af det samfund, du er en del af.«
At mange mænd har sex med mænd uden at føle sig som homoseksuelle, tør Anne Raahauge godt konkludere efter at have arbejdet med HIV og AIDS i Østafrika. Begreberne er anderledes, forklarer hun. Rollerne i sengen definerer, hvem og hvad du er.  Også mange mænd med en fast kvindelig partner krydser broen og dyrker sex med mænd. Ofte prostituerede. Det er hverken dyrt eller svært at finde en mandlig prostitueret i Dar Es Salaam.  At en krøllet 1 dollar-seddel skifter hænder på barer som Mango Garden er alt, hvad det kræver.
Et lille skridt på vejen
I UNAIDS arbejder Anne Raahauge for at få dokumenteret virkeligheden i Dar Es Salaam, så forebyggelse af HIV blandt homoseksuelle kommer på dagsordenen. »Vi har brug for tal, der baserer sig på forskning.« Et veldokumenteret problem er både sværere at ignorere og lettere at løse.
Anne Raahauges idé er ved at slå rødder. Hun har fået døren åbnet på klem til Tanzanias Nationale AIDS Kommission. Kommissionen har sagt ja til at lave en undersøgelse blandt mænd, der dyrker sex med mænd. Og dermed er en lille del af den statslige sundhedssektor nu for første gang med til at drive udviklingen frem. For Anne Raahauge viser det, at hensynet til HIV-forebyggelsen kan vinde over sociale og kulturelle tabuer om homoseksualitet.
Ved at betragte HIV og homoseksuelle som et praktisk spørgsmål om folkesundhed, er man kommet et lille skridt af vejen. Homoseksuelles rettigheder er ikke på dagordenen, konstaterer Anne Raahauge. »Havde man insisteret på at tale om menneskerettigheder, havde sagen været en helt anden. Al snak om seksuelle rettigheder og privatlivets fred lukker døre i Tanzania«.
Faktaboks:Anne Raahauge arbejdede 2008 – 2011 med HIV-forebyggelse i Dar es Salaam, Tanzanias hovedstad. Som koordinator i UNAIDS var hendes fokus bl.a. på HIV blandt landets mest udsatte grupper, og hun var en af initiativtagerne til en undersøgelse om HIV blandt homoseksuelle. Undersøgelsen skal give helt nye oplysninger om en usynlig gruppe i Tanzania, der både har stor risiko for HIV-smitte og gode grunde til at holde lav profil. Det er ulovligt at være homoseksuel i Tanzania.
Anne Raahauge er uddannet antropolog. Hun 34 år gammel, gift og mor til to.

Bent Jacobsens “Bøsseplade” udgives på CD

 

 

 

 

 

Reception og underholdning med sange fra den populære “Bøsseplade”, som Demos nu udgiver på CD.

Værtinderne ved receptionen er Anneli Bang, Tove Jensen og Bent Jacobsen

De populære sange bliver sunget af:
Ole Håndsbæk Christensen, Mikkel J. Manuel, Niss Stricker m.fl.

fredag den 24. juni kl. 20 – 23

Sted: Bøssehuset, Christiania

I år er det 40 år siden, Bøssernes Befrielses Front startede. Dette blir fejret af Bøssehuset ved en lang række spændende arrangementer fra lørdag den 18. juni til søndag den 26. juni. Der vil være film, workshops, debatter, udstillinger og meget mere.
Se programmet på Bøssehusets hjemmeside
www.boessehuset.dk/program.html